1 Giv dig, min kjære Sjal, til Ro,
Og kom derhid i Aanden fro!
Vi ville til vor Fader gaa,
Jeg ser i Brand hans Hjerte staa,
Han kalder fuld af Kjærlighed,
Og bøier Øret til os ned.
2 Hør, hvor han raaber mildelig:
Kom, kjære Sjæl! jeg giver dig
Alt, hvad min Kjærlighed formaar
Thi jeg dit Gavn og bedst forstaar,
Jeg gjør med dig en evig Pagt,
At hjælpe dig med Guddoms-Magt.
3 Din Fader, se, det er mit Navn!
Jeg bær dig udi Naadens Favn,
Og merker paa din Bøn saa tidt
Du kun gaar frem i Troen frit,
Da rekker dig min milde Haand,
Hvad dig er godt til Liv og Aand.
4 O Hjertelag! hvad er det stort,
Du os til dine Børn har gjort!
O Kjærlighed! den store Gud
Har kaaret os i Kristo ud
Til Himlens Arveret at faa,
Og vi ham Fader kalde maa!
5 Jeg raaber: Fader, du er min!
Og jeg, min Fader, jeg er din!
Din Aand er mig Besegling paa,
At jeg saaledes tale maa,
Ja selv og frem ham Bønnen bær,
At den for dig er sød og kjær.
6 Thi haver jeg nu al min Lyst
Til Gud, mit Hjertes Lys og Trøst;
Det letter al min Trængsels Stand,
At jeg han Fader kalde kan,
Og er jeg end til Døden træt,
Saa gjør han mig til Himlen let.
7 I Kors jeg klager Nat og Dag:
Min Fader! se, jeg er saa svag!
I Fattigdom, med Øine-Graad
Jeg siger: Fader, vid mig Raad!
Naar Korset bliver langt og svart,
Jeg siger: Fader, hjælp mig snart!
8 Saa grusom er dog ingen Nød,
Saa bitter er dog ingen Død,
Jeg faar jo Lindring, Naad og Trøst,
Naar jeg opløfter Bønnens Røst:
Lad sliippe hele Verdens Flok,
Gud er min Fader - det er nok!
My Starred Hymns
My FlexScores
My Hymnals
My Purchased Files
