1 Nu Jesus til sin Pine gaar,
Ham Taaarerne i Øine staar,
Om strømmevis nedrinder.
O, hvem der kunde græde Blod
Ved denne klare Livets Flod
Paa Jesu Rosen-Kinder!
Hvi græder du, som aldrig lo?
Hvi græder Verdens Lyst og Ro?
Hvi gr"der Himlens Glæde?
Hvorledes skal jeg finde dig,
Immanuel, saa ynkelig
Paa denne Jord at græde?
2 Var det, fordi du kunde se
Dit Pinebænk, Gethsemane,
Og Dødens Kalk iskjænket,
Da Satan og den store Stad
Til dig at lave Dødsens Bad
Var ret som sammenlænket?
Nei, derfor græd min Jesus ei;
Han traadte paa sin Pinsels Vei
Med Kjæmpemod og Længsel;
Hans Død var bedsk at tænke paa,
Men større var hans Lyst at faa
Os frelst af evigt Fængsel.
3 Men Sagen var, fordi han saa,
De fleste skjønne intet paa
Hans bitre Dødens Vaade,
Men leve hen foruden Bod,
Ja, træde paa hans Død og Blod
Og himmelsøde Naade.
Dog tænke fast i deres Sind,
At de skal løbe lige ind
I søde Himmerige,
Den Sag maa Hjertet græde ved,
Som Jesus og paa dette Sted
Ei kan for Graad udsige.
4 Han saa, der blussed over dem,
Som boed i Jerusalem,
Guds grumme Vredes Lue,
Fordi de Naadens Lys forskjød
Og turde med saa haard en Død
Saa kjær en Frelser true.
Sin egen Pine har han glemt,
Men over Staden hjerteklemt
I Suk og Graad udbryder:
O arme, steneblinde Stad,
Jeg græder, men du ler kun ad
Den Naade, jeg dig byder!
5 Ak, vilde du endnu i i Dag
Besinde ret din Frelses Sag
Med Bedrings Graad og Sukke,
Da skulde denne Taare-Regn
Dig være vist et Naade-Tegn
Til Vredens Ild at slukke;
Men Satan selv har dig forrykt,
Du lever uden Sans og Frygt,
Og vil dig ei omvende,
At Gud maa føre over dig
En jammerfuld og græsselig
Forstyrrelse og Ende.
6 Se, Christenhed, hvordan det gik
Den gamle Paktes Folk, der fik
Den Del, du og skal finde,
Saafremt du ei omvender dig
Og søger Naaden flittelig,
At Vedrings Graad kan rinde!
At skjemte med vor Herres Ord
Betyder Hunger Pest og Mord,
Ja evig Helved-Plage;
Det staar kun paa oprigtig Bod,
Hvor den er, der er Sagen god,
Men ellers evig Plage.
7 Saa græd, o sikre Sjæl, engang!
Den Tid, den Tid er altfor lang,
Du levet har saa ilde!
Lad Jesu Taarer trænge ind
Og smelte ret det haarde Sind,
Nu, før det er forsilde!
Da skal din Jesu Øientaar
Formilde Hjertets dybe Saar
Og al din Graad forsøde,
Da bliver Glæden mer' end stor
I Englenes udvalgte Chor,
At du fra Synden døde.
8 Tak, Jesu, for hvert Taare-Vand,
Som du i din Fornedrings Stand
Min Sjæl til Trøst lod rinde!
Jeg gr"der her og længes, til
Din Kjærlighed mig unde vil
I Himlen dig at finde.
Naar skal de Øine se jeg faa,
Som til min Nød i Naade saa,
Som for mig vile gr"de,
Som brast for mig i Dødens Ve,–
Naar skal jeg dog de Øine se
I evig Fryd og Glæde?