1 Naar Synderen ret ser sin Vaade,
I Sjælen dybt besværet gaar,
Og Jesus kommer med sin Naade
Og lægger den paa Hjertets Saar,
Da slukkes Sorgen salig ud,
Da blir der Glæde stor i Gud.

2 Naar Jesus kommer ind i Huset,
Og hans den søde Hilsens Fred
Har alle Hjerter gjennemsuset
Og sænket sig i Sjælen ned,
Da blir der stille lyst og mildt.
Da enes atter, hvad er skilt.

3 Naar Jesus kommer ind i Landet
Og sange Folket med sin Magt,
Og alle Hjerter have sandet
Hans Ord, og gjort med ham sin Pagt
Da blir der lysteligt at bo
I Herrens Fred og stille Ro.

4 Naar Jesus kommer–kjært at sige,
Der blir et ganske andet Liv,
Et sandt og elskeligt Guds Rige
Hos Smaa og Store, Mand og Viv,
Og Kjærlighed og Himlens Haab
Alt ved Guds Aand og Ord og Daab.

5 Da stilles Jammeren og Nøden,
Da brydes alle Satans Baand,
Da blir der trøstefuldt i Døden
Thi Sjælen er i Jesu Haand;
Naar vi skal vandre Dødens Dal,
Hans Kjep og Stav os trøste skal.

6 O maatte han nu snart faa træde
Derind, hvor han er ubekjendt,
Og bringe Liv og Lys og Glæde,
At Hedenskab kan vorde endt,
Og læget alle Hjertesaar
I Christnes Hus og Hednings Gaard!

7 Han staar for Døren nu og banker,
Og hvor der lades op med Bøn,
Der gaar han ind og Sjæle sanker,
Og holder Nadver sød i Løn–
Tænk! under dit det ringe Tag,
Hvor blev det dig en salig Dag!

8 Han staar for Døren nu og banker,
O dyre Sjæl, giv Agt derpaa!
Fornægt ham ei i dine Tanker,
Og lad ham dog ei ude staa!
Jeg siger i mit stille Sind:
Du Guds Velsignede, kom ind!

9 Kom ind til mig og alle Mine,
Og bliv vort Hjertes Trøsteskat!
Kom ind med Lys til alle hine,
Som bo endnu i Dødens Nat!
Jeg siger i mit stille Sind:
Du Guds Velsignede, kom ind!