1 Dommedag skal Tiden ende
Og til Aske Verden brænde,
Saa Sanct Petrus gav tilkjende.

2 Hvilken Str"k skal Hjertet bøie,
Naar han kommer fra det høie,
Dommeren, som dømmer nøie.

3 Domsbasunens Under-Tone
Fra yver Grav i hver en Zone
Samler Alle for guds Throne.

4 Døden og Naturen bæver,
Naar alt Kjød al Grav sig hæver
Frem for ham, som Regnskab kræver.

5 Bogen bliver da opslagen,
Som skal bringe Alt for Dagen,
Hvoraf Dommen bliver dragen.

6 Dommeren da tager Sæde;
Alt, hvad skjult i Verden skede,
Alt han ved,hans Dom er rede.

7 Ve mig! hvad skal da jeg svare?
Hvo til min Sag tage være,
Naar selv Fromme er i Fare?

8 Majestæt med Rædsels Vælde!
Naade kan hos dig kun gjælde,
Lad og Naaden min Dom fælde.

9 Milde Jesu! drag til Minde,
At du som for mig at vinde;
Lad mig hin Dag Frelse finde!

10 Mig du søgte i din Møde,
Du paa Korset bar min Brøde:
Lad dit Verk ei l lægges øde!

11 Dommer, som Guds Hevn forkynder,
Ak, forlad mig mine Synder,
Før hin Regnskabs-Dag begynder!

12 Angers Suk mit Hjerte bøie,
Skyld staar skrevet i mit Øie;
Hør mig, skaan mig, Frelser høie!

13 Du forlod Maria BrOden,
Frelste Røveren i Døden,
Mig du og gav Haab i Nøden.

14 Mine Bønner lidet baade!
Af Barmhjertighed og Naade
Fri mig du fra Helveds Vaade!

15 Hos din høire Haand du ville
Mig blandt dine Faar henstille
Og fra Bukkene mig skille!

16 Naar da de Fordømtes Skare
Maa til Helveds Flammer fare,
Kald mig ind blandt Helgen klare!

17 Ydmygt jeg i Støvet græder,
Hjerteknust jeg til dig beder:
Hjælp, naar Døden mod mig træder.

18 Dommedag, du vaandfulde!
Naar den Skyldige af Mulde
Skal staa frem for Herrens Domme,
Spar ham Gud og Frelser fromme!
Herre Jesu, Frelser blid,
Giv dem Fred til evig Tid!