At sige verden ret farvel

1 At sige Verden ret Farvel
I Livets Gry og Livets Kvæld
Er lige tungt at nemme;
Det lærtes aldrig her paa Jord,
Var, Jesus, ei du i dit Ord
Hos os, som du er hjemme.

2 Hvor tidt hos dig end Trøst jeg fandt,
Naar Hjertet skjalv og Graaden randt,
Og Verdens Bølger bruste,
Ved Støvet hænger dog min Sjæl,
Og Slangen bider i min Hæl,
Skjønt du dens Hoved knuste.

3 O Jesus, Herre, Broder sød,
Du kjender bedst den bitre Død,
Du har den overvundet;
Vor Skabning grant og kjender du,
Og ved, vi alle se med Gru
Vort Timeglas udrundet.

4 O kom du, som engang jeg veed,
Du i din Faders Herlighed
Skal klart dig aabenbare,
Var det i Gry, var det i Kvæld,
Jeg skyndte mig med kort Farvel
I Sky til dig at fare.

5 Men kommer Døden førend du,
Kom da i Løn, og kom ihu,
Hvor mørkt der er i Graven;
Omstraal mig, saa jeg glemmer den,
Salv Øiet paa din syge Ven,
Saa jeg kan se Gudshaven!

6 Kom i den sidste Nattevagt
I en af mine Kjæres Dragt,
Og sæt dig ved min Side;
Og tal med mig som Ven med Ven,
Om hvor vi snart skal sees igjen
Og glemme al vor Kvide!

7 Kom som du vil! jeg veed det vist,
Du selv har sagt, at her og hist
Du kjendes vil paa Røsten,
Den Røst, hvorved, trods Verdens Larm,
Os Hjertet brænde kan i Barm
Og smelte hen i Trøsten.

8 O, lad mig i min sidste Stund
Det høre af din egen Mund,
Som Aand og Liv kan tale,
Hvor godt der er i Himmerig,
Og at du Rum har redt til mig
I dine lyse Sale!

9 Før Døden med en iskold Haand
Gjør Skjel imellem Støv og Aand,
Bortvifter Hjertets Varme,
Indslumre skal jeg da med Lyst,
Som Barnet ved sin Moders Bryst,
I dine Frelserarme.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #547