Dagen viger og gaar bort

1 Dagen viger og gaar bort,
Luften bliver tyk og sort,
Solen har alt dalet plat,
Det gaar ad den mørke Nat.

2 Tiden sagte lister sig,
Glasset rinder hastelig,
Døden os i Hælen gaar,
Evigheden forestaar.

3 Nu en Dag jeg ældre blev,
Det er som min Tankebrev,
At jeg med min Vandringsstav
Helder nærmere min Grav.

4 Kjære Sjæl, kom det ihu!
Og derhos bekjend kun nu,
At du som et Adams Barn
Hildes tidt i Syndens Garn.

5 Denne Dag er du ei kvit,
At du jo er falden tidt;
Reis dig og med Bøn gak hen
Til din Gud i Himmelen!

6 Ved om Naade, og gjør Bod,
Væd med Taarer Jesu Fod,
Slip ham ikke med dit Skrig,
Før han faar velsignet dig.

7 Nu, min Jesus, sjæleskat,
Tag dit Tilhold her i Nat!
Se, jeg har et Hvilested
I mit Hjerte til dig redt!

8 Lad din stærke Englevagt
Paa mit Leie give Agt,
Mine Venner, Børn og Slægt
Tag og i din Varetægt!

9 Stil de Syges Hjerte-Ve,
Tænk paa de Bedrøvede,
Vær de Faderløses Trøst,
Og giv Agt paa Enkers Røst!

10 Til en Blund staar nu mit Sind,
Men førend jeg slumrer ind,
Vil jeg hos mit Hvile-Rum
Staa og tænke mig lidt om:

11 At det er saaledes fat,
Jeg engang den lange Nat
Skal iblandt de Dødes Tal
Sove i den mørke Dal.

12 Fire Fjæle er den Pragt,
Hvorudi jeg blive lagt
Med et Lagen og lidt mer,
Eier ikke saa en Fjær.

13 Alle verdslig' Ting forgaar,
Jeg til Herlighed opstaar,
Naar Gud ved Basunens Lyd
Kalder mig til evig Fryd.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #612