Det Faar, som forvildet er og mist

1 Det Faar, som forvildet er og mist,
Det er os Syndere alle,
Den Hyrde, der leder, er Jesus Krist,
Som os monne til sig kalde;
Vi er og Penningen, som var tabt,
Gud havde os til sin Mynt vel skabt,
Sit Billed i os indtrykte.

2 Der vi var tabte, mon Hyrden god
I Ørken hid til os komme,
Og haver Ulven sig give mod,
Som Djævelen er den grumme.
Blandt tornerne ledte han saa grant,
Og kaldte saa længe, han os fandt,
Og monne hjem med sig bære.

3 Saa vogter han os vel flittelig,
At Ulven os ei skal tage,
Naar Faaret det selv forløber sig,
Da kalder han dit tilbage;
Thi skal det være Synderes Trøst,
At vor tro Hyrde har os forløst,
Og taget fra Ulven arge.

4 Saa er der, siger han, visselig,
Mer Glæde i Himmerige
Alt over een synder, som bedrer sig,
End over al' deres Lige,
Som synes skinne af Hellighed,
Men ikke giver Forbedring Sted,
Og lade til Gud sig lokke.

5 O Jesus Kristus, vor Hyrde god,
Som os af Djævelens Rige
Selv haver løst med dit Hjerte-Blod,
Pris ske dig evindelige!
Ophold os i Troen fast og frid,
At vi maa leve til evig Tid
Med dig udi Himmerige!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #466