Et helligt Liv, en salig Død

1 Et helligt Liv, en salig Død
Hinanden kjærligt møder,
Det Liv har Manna i sit Skjød,
Som Døden selv forsøder.
De To maa ikke skilles ad,
Den Ene gjør den Anden glad
Og meget liflig savner.

2 Naar den, som tror paa Jesus ret,
Maa søle megen Plage,
Da tænker han, naar han er træt:
Gid ingen dog forsage!
Jeg veed, nu kommer snart min Død,
Saa gjør den al min Jammer sød
Og ender Suk og Klage.

3 Og faar han siden Dødens Bud,
O tænk, hvor sødt det smager,
At han har holdt sig saft ved Gud
I Fristelser og Plager!
Ja, hvordan det gik op og ned,
Han dog en god Samvittighed
Beholdt ved Jesu Naade.

4 At have stridt den gode Strid,
Og vandret ufortrøden
Paa Troens Vei til sidste tid,
Hvor er det sødt i Døden!
Vel den, sin Herre tro har tjent,
Sit Erinde har vel fuldendt,
Og bort i Fred kan fare!

5 O Simeon, du Hjertens Mand,
O tusindfold til Lykke!
Du prydet har din Tid og Stand
Med Hellighedens Smykke;
Du lod en Himmel-Vandring se
Til Alderdommens sidste Sne,
Og tjente Gud paa Jorden.

6 Al Verdens Frelser var din Skat,
Du brugte dine Kræfter,
At tjene Herren Dag og Nat,
Det stræved' du kun efter.
Du gik al Verdens Lyst forbi,
Og naa'de paa den trange Sti
En sød og salig Ende.

7 Hvad Under da, at Gravens Bo
Dig ei forfærde kunde,
Du gik til Dødens Port saa fro
Som Fugl i Frydens Lunde;
Du tog din Frelsermand i Favn,
Saa reiste du i Herrens Navn
Til søde Himmerige.

8 O, Jesus er endnu at faa,
Men han vil favnetages,
Har man ei skjønnet før derpaa,
Da skal det høit beklages;
Thi Sjælen finder ingen Ro,
Før den udi den sande Tro
Sin Frelser ser og favner.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #161