Fromme Gud, for dig jeg klage

1 Fromme Gud! for dig jeg klage
Maa min Sjæls Elendighed,
Skjønt dit Øie selv min Plage
Bedre, end jeg, ser og ved;
Jeg stor Afmagt føle maa,
Naar min Tro kal Prøve staa,
Og den grumme Helvedløve
Vil mig den af Hjertet røve.

2 Du, min Gud, som Alting kjender,
Ved, jeg Intet selv formaar,
Men fra dine Almagtshænder
Venter alle Naadekaar;
Findes noget Godt i mig,
Det alene er af dig,
Ja din Naade maa mig give,
Udi Naadens Stand at blive.

3 O, min Gud, jeg dig opleder
Nu udi min store Nød,
Hør, hvor hjerteklemt jeg beder:
Fri mig fra al Storm og Stød.
Gjør til Intet Satans Værk,
Gjør min svage Tro saa stærk,
At jeg ei mistrøstig bliver,
Men mig Kristus overgiver.

4 Jesus, du al Godheds Kilde,
Som ei nogen Sjæl forsmaar,
Der er svag og lider ilde,
Men forbinder Hjertets Saar:
Om den Tro, som Dine har,
Som et Senepskorn kun var,
Vilde du dem dog forjætte
Store Bjerge at forsætte.

5 Lad mig Naade for dig finde,
Nu jeg er saa sorrigfuld,
Hjælp mig selv at overvinde,
Ellers kastes jeg omkuld;
Styrk min Tro i denne Færd,
Og forlen mig Aandens Sværd,
Dermed kan jeg Fienden dræbe,
Som min Sjæl vil efterstræbe.

6 Hellig-Aand, dig altid være
Med Gud Fader og Guds Søn
Lige Magt og lige Ære!
Bøi dit Øre til min Bøn,
Du, som haver selv antændt
Al den Tro i mig er kjendt,
Du fremdeles mig regjere,
Og dit Værk i mig formere!

7 Du din Hjælp mig ville sende,
O du ædle Sjælegjæst!
Og den Gjerning selv fuldende,
Hvis Begynder du dog est;
Pust selv op den liden Gnist,
At jeg efter Livets Frist
Naar til Troens Maal med Ære,
Og kan Seierskronen bære!

8 Gud, o Gud foruden Lige,
Hellige Treenighed!
Jeg ei ved af Hjælp at sige
Uden den, du sender ned,
Staa mig bi, naar Satan sig
Nærmer at bestorme mig,
Vil mig Svage undertvinge
Og mit Sind til Mishaab bringe.

9 Drag mig af hans Garn og Lænker,
Som han ser mig haver fat;
Lad ham feile i de Rænker,
Han opfinder Dag og Nat;
Giv mig Styrke, Mod og Lyst
At udholde hver en Dyst,
At jeg troligen maa kjæmpe
Og min Fiende kraftig dæmpe!

10 Ræk dit svage Barn, som glider
Og paa trætte Fødder staar,
Naadens Haand den Stund jeg lider,
Indtil Nøden overgaar,
Led mig varlig som e Smaa,
Saa ei Fienden rose maa,
At han har et Hjerte fældet,
Som til dig sig have hældet.

11 Du er ene al min Styrke,
Klippe, Slot og faste Borg,
Som jeg vil af Hjertet dyrke,
Som kan lette al min Sorg;
Kom til Hjælp, til Trøst, til Fryd,
Stans Pile sønderbryd,
Ja ham selv lad gaa med Skamme
Til sit Sted i Helveds Flamme!

12 Jeg i alle mine Dage
Rose vil din stærke Arm,
At du haver endt min Plage
Og afvendt min Sjæleharm;
Ei alene vil jeg her,
men og evig hos dig der
I dig Englekor udsjunge,
Gud, din Lov med Røst og Tunge.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #693