Her løber jeg i Blinde

Bruden:
1 Her løber jeg i Blinde,
Og veed ei selv hvorhen,
Jeg kan ham ikke finde,
Som heder Syndres Ven;
Jeg kan ham ikke miste,
Jeg kan ham ikke faa,
Saa Hjertets Baand maa briste,
Og Livets Kraft forgaa.

2 Jeg mindes nok de Dage,
Der gik med Fryd og Lyst,
Jeg glemte let min Plage
Ved Jesu søde Bryst;
Da kunde jeg vel smile
Ad al min Trang og Nød,
Thi Sjælen fandt sin Hvile
I Jesu Favn og Skjød.

3 Nu gaar jeg her med Klage,
For Gud han er mig vred,
At jeg maa plat forsage
I al min Usselhed;
Des mere jeg vil raabe,
Des større er min Nød,
Hvad skal jeg mere haabe,
Min Hjertens Lyst er død!

4 O Hjertens Jesu milde,
Jeg er saa hart omspendt!
Er Naadens søde Kilde
Udtørret og forvendt?
Har solen ingen Varme,
Har Ordet ingen Grund?
Vil Gud sig ei forbarme,
At gjøre Sjælen sund?

Jesus:
5 Min Elskede, min Glæde,
Udvalgte Hjertens Brud,
Hvad volder dig at græde,
Og se saa bange ud?
Kom, hør og lad dig sige!
Hvem blider dig do ind,
At jeg dig kunde svige,
Er da mit Ord kun Vind?

6 Til søde Himmerige
Er Veien altid trang,
Dog ei for alle lige
Besværlig, tung og lang;
En kan for Torner grue,
En anden derimod
Maa gjonnem Trængsels Lue
Og Dødens sorte Flad.

7 Man skal dig ikke kalde
En Enke og Forladt
Men Zion, den Udvalgte,
Guds egen Brud og Skat;
At du det ei kan kjende,
Det gjør den svare Strid,
Men den skal snart faa Ende
Paa sin bestemte Tid.

8 Lad Jordens Grundvold slippe,
Og Verden helt forgaa,
Min Naade er en Klippe,
Som evig skal bestaa.
Hvi frygter du den Skade,
Du aldrig faar at se?
Jeg vil dig ei forlade,
Det kan umulig ske.

9 Paa Roser kun at træde
I Verdens jevne Gang,
Det kan jeg ei tilstede,
Der kommer Kors og Trang,
Saa er det, du maa lide,
Din Arvedels Bevis,
Thi de Udvalgte stride
Sig ind i Paradis.

10 Din Jesus er din milde
Trofaste Sjæleven,
Tro kun, min Naades Kilde
Skal aldrig tørres hen!
Jeg skal i Himmerige
Dig gjøre Engle lig,
Vil Satan andet sige,
Da er det Løgn og Svig

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #200