Kristus, sjælens sande lys

1 Kristus, Sjælens sande Lys,
Jakobs klare Stjerne,
Du i Sorgens mørke Hus
Lyser op saa gjerne;
Din den store Miskundhed
Er jo ny hver Morgen,
Du mig giver Lys og Fred,
Du fordriver Sorgen.

2 Væk mig op af Syndens Blund,
Du, som selv er Livet,
Ak, opliv mig allenstund,
Du, som haver givet
Verden denne Sol saa klar,
Som os alle fryder!
Jeg og Lyset fra dig faar,
Det kun du udgyder.

3 Lys ved Lys kun sees kan,
Uden din Oplysning
Kjendes ei du, Gud og Mand!
Uden Undervisning
Om dig fra din egen Aand
Maa jeg gaa i Mørke;
Thi tag du mig ved din Haand,
Saa kan jeg dig dyrke.

4 Lad mig se dit Aasyn mild
Venlig til mig skue,
Saa at Kjærlighedens Ild
Staar i Lys og Lue,
Og din store Kjærlighed
Smages i mit Hjerte!
Jeg af intet Andet veed;
Verden har kun Smerte.

5 O, lad være langt fra mig
Hovmod, Kjødets Glæde,
Lad ei Verden med sin Svig
I min Sjæl faa Sæde!
Thi dens Lyst og al den Ting,
Som af Verden prises,
Giver dog kun Mordersting,
Det tilsidst vil vises.

6 Bliv da, Jesus, du min Ro,
Jesus, du min Ære!
Hos dig længes jeg at bo
Og din Gjæst at være.
Ak, hvor vil jeg favne dig!
Ak, hvor vil jeg springe!
Ak, hvor vil jeg frydelig
Lade Røsten klinge!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #659