Livets Krone at erlange

1 Livets Krone at erlange,
det jeg ofte tænker paa;
Ofte er jeg, ak! saa bange,
At jeg den skal ikke naa,
thi jeg kjæmper ikke ret,
bliver tidt af ikke naa,
Thi jeg kjæmper ikke ret,
Bliver tidt af Kampen træt;
Ak, et fremmed Baand mig binder!
Det jeg tidt med Sorg besinder.

2 Evigt Liv her eftertragte
Burde jeg med al min flid;
Han, som Døden for mig smagte,
Var vel værd en stadig Id;
Men her ser det ilde ud,
O, forbarm du dig, min Gud1
Hvi skal jeg dig saa vanære,
Saa ustadig altid være.

3 Et end fattes mig, o Herre;
Et, som saa fornødent er,
Dig forsfæstet, ak desværre!
Har jeg ei endnu ret kjær.
Skab det Hjerte udi mig,
Som ei kan undvære dig,
At mig Intet maa behage,
Naar jeg ei din Fred kan smage.

4 Havde du, o Sjæl ret nøie,
Siden du til Live kom,
Stedse set til hine Høie,
Hvor din Frelser har din Dom,
Hvor en blodig Angestsved
Faldt for dig til Jorden ned,
Hvor han hængte i Vanære–
Da du kunde salig være.

5 Nu, min jesus1 tag mit Hjerte,
Dan du det til Stadighed;
Læg du Mindet om din Smerte
Dybt i dette Hjerte ned;
Lad mig stedse skue dig,
Som du blegned hen for mig;
Dette Syn skal mægtigt blive
Fremmed Baand at sønderrive.

6 Dig hver Aften at beskue
Og hver Morgen hilse dig,
Som af Kjærlighedens Lue,
Ak, fortæret blev for mig,
Hver en Stund i Aanden se
golgata Getsemane:
Dette her min Kamp skal være,
At jeg Kronen hist ma bære!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #696