Min kjære Ven, ak tør jeg dig

1 Min kjære Ven, ak tør jeg dig
Min Ven endnu vel kalde,
Da, Jesus, jeg har dristet mig
Saa tidt fra dig at falde?
Saa vis mig nu din Venskabs Tro,
For Sorgen giv mig Fred o Ro
Og udslet Synder mine.

2 Jeg føler, hvor mit Hjerte slaar
For Syndens Straf og Plager,
Ja, min Samvittighed er saar;
Thi Syndens Skyld mig nager,
Og at jeg har dinAand forladt
Og dig af Hu og Øie sat,
Ja Pagten brudt og krænket.

3 Hvad dine Bud forbyde mig,
Det har jeg tidt bedrevet;
Hvad de befale strengelig,
Det er ei efterlevet;
Jeg har din Godhed, Kald og Flid,
Langmodighed og Naadens Tid
Ei, som jeg burde, agtet.

4 Desværre, paa den Syndevei
Jeg vandred altfor længe,
Og kan med mine Kræfter ei
Paa Bedrings Sti indtrænge;
Jeg ussel og elendig er,
Vil du, min Ven, ei tale her,
Veed jeg mig ei at hjælpe.

5 Jeg negter ei min Synd, men den
Nu fuldt ud vil bekjende.
Gjør du og som en trofast Ven,
For Ret mig Naade sende!
Ak, Naade, Naade giv du mig!
Jeg kun om Naade beder dig,
Den lad mig vederfares!

6 Du, som vil ingen Synders Død,
Men vil hans Bod i Tide,
Du, som for alle synders Nød
Selv vilde Døden lide,
Lad dog din Værdskyld og det Blod,
Som du for mig paa Korset lod,
Al Skyld for mig betale!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #637