Min sjæl og aand opmuntre dig

1 Min Sjæl og Aand, opmuntre dig,
At se hen ind i Himmerig.
Hvor Jesus han opstiger!
Vis hannem, hvad du mest attraar,
Og se, du Troens Vinger faar,
Hvormed du efter higer
Og i den Glæde kiger!

2 Den Sky, som ham fra Øine tog,
Den følger jeg, og tænker dog,
Den skal ham ei bedække,
Jeg jo maa trænge til ham ind
I Tro, i Haab, i Sjæl og Sind,
Han skal mig Haanden række,
Min Andagt at opvække.

3 I hvideklædte Vidner, som
Stod hos, der til sin Herredom
Min Jesus mon opfare,
I minde mig, jeg op skal staa,
Og frem i hvide Klæder gaa,
Naar han mig vil forklare
Blandt Himlens Engleskare.

4 Til Himlen for mit Hoved hjem,
Og jeg, som er hans Legems Lem,
Vil glad i Aanden være,
At jeg og engang komme kan
Til det forjætted' Himlens Land,
Min Kron' og Krans at bære,
I evig Fryd og Ære.

5 Jeg veed og i mig Hjerte tror,
At som han op til Himmels for,
Han saa igjen skal komme.
O, kom da, søde Jesus, kom
Og aabne Himlens Helligdom
For alle dine Fromme!
O, gid den Tid var omme!

6 O Verden, hav da gode Nat!
I Himlen er min Sjæle-Skat
Jeg vil fra Jorden hige;
Din Lyst, dit Guld, din Høihed ei
Skal hindre mig oppaa min Vei;
Farvel vil jeg dig sige,
Kom, søde Himmerige!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #416