Naar jeg betænker tid og stund

1 Naar jeg betænker Tid og Stund,
Jeg skal af Verden fare,
Mit Hjerte frydes mangelund
Som Fugl ved Dagen klare;
Det er den Dag,
At al min Klag',
Min Sorg og Ank faar Ende,
Til Glæden sød
I Abrams Skjød
Gaar jeg fra al Elende.

2 Jeg veed, men Frelser Jesus Krist
I Guddoms Ære lever,
Han mig af Døde vækker vist,
Med denne Hud omgiver,
Mit Kjød og Ben
Skal uden Meen
Som Solen skinne klare,
Guds Aasyn blid
Skal jeg al Tid
Beskue aabenbare.

3 Itu er Slangens Hoved traadt
Af Kvindens Sæd hin rene,
Den grumme Død har mist sin Braad,
Den borttog Krist alene,
Og Helveds Magt
Er ødelagt,
Den faar mig løs at lade,
Trods-Satan, Død
Og Helveds Glød,
De kan mig intet skade.

4 Eia, min Sjæl, vær frisk og bold,
Glæd dig i Krist, din Herre!
Thi Døden, som var Syndens Sold,
Til Gode skal dig være;
Straf var din før,
Er nu en Dør,
En Gang til Himmerige,
Nu er min Død
En Søvn saa sød,
Al Sorg med den skal vige.

5 Sørg ikke, hvor du kommen hen,
Naar du af Verden viger!
Dig favner da en fuldtro Ven,
Som dig vist aldrig sviger,
Kristus, Guds Søn,
Han gjorde Bøn,
At du hos ham skal blive,
I Glæden stor
Han al Tid bor,
Den vil han dig og give.

6 Et Sovekammer er min Grav,
Mit Legem der sig hviler;
Paa Dommedag staar jeg deraf,
Derpaa jeg ikke tviler.
Gaa ind med Gud,
Og hvil dig ud,
Det Onde lad omfares!
Luk Døren til!
Naar Gud han vil,
Da skal du aabenbares.

7 Eia, saa dør jeg gladelig,
Jeg frygter ingen Vaade!
Mit Liv er Kristus visselig,
Og Døden mig en Baade;
Dør jeg end her,
Jeg lever der,
Mit Liv først der begynder
Med Glæde stor
I Englekor,
Som aldrig mer forsvinder.

8 Naar du vil kalde, Herre sød,
Til Rede vil jeg være,
Min Sjæl med Fryd i Abrams Skjød
Lad dine Engle bære!
O Jesus Krist,
Som Døden vist
Paa Korset for mig taalte,
I Dødsens Krig
Staa du med mig,
At jeg kan Seir beholde!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #530