Naar Verden med sin Gl'de sviger

1 Naar Verden med sin Glæde sviger,
Naar Lykken ikke altid ler,
Naar Kors af alle Hjørner kiger,
Og stirrende ind til mig ser,
Da veed jeg ingen bedre Naad,
End fly til Jesus med min Graad.

2 Han skjønner bedst min ringe Evne,
Og ser, jeg er af vek Natur,
Langt mere, end jeg selv tør nævne,
Jeg skrøbelige Kreatur;
Jeg er dog kun som bare Støv,
Og bævrer ofte som et Løv.

3 Sit Løfte vil han aldrig rygge,
Om han iblandt end bøier mig,
Des krummer' Træ, des bedre Krykke,
Des mere han saa faderlig
Vil kue Kjøbets syndig Kvist,
Des bedre naar jeg Himlen hist.

4 Thi vil jeg mine Tanker svinge
Til dig, som i det Høie bor,
At mine Sukke lydt skal klinge
Hen op i Helligdommens Kor;
Til Paradis jeg længse bær,
Og jeg er træt af Livet her.

5 Men Verdens Pile mig ei skræmme,
Hvor hart den Buen spænde vil,
Hvad kan al Verdens Pine klemme
Mod Glæden, som er oventil?
Een Dag hos dig er bedre Kaar,
End snæve her i tusind Aar.

6 Der skal min Tro med glæde lønnes,
Og alle Taarer tørres af,
Og mine døde Ben skal grønnes
Som Arons Kjep og Mandel-Stav;
Da kan jeg Herrens Aasyn se,
Og veed af ingen Verdens Ve.

7 Mit Hjerte du, o Jesus, lede
Til dig, som jeg begjærer helst!
For Jakob var din Trøst tilrede,
Han saa dig, og hans Sjæl blev frelst;
Hvo dig maa se et Øieblik,
Forglemmer snart al Verdens Skik.

8 Paa Berget skued ikkun Peder
Et Glimt af denne Fryde-Færd,
Straks ønsker han og trolig beder
At maatte gjøre Bolig der,
Hvad mon han synes nu derved,
Hvis Sjæl er i den Herlighed?

9 Hvor ypperlig har Moses glimret,
Saa snart han dig i syne fik?
Stor Klarhed af hans Aasyn tindred,
Da du hos ham paa Berget gik,
Thi af din glans blev han opfyldt
Som Aftensky af Solen gyldt.

10 O, kunde Moses da saa skinne,
Som saa dig kun den korte Tid,
Langt mere jeg, naar jeg skal trine
I Himlen for dit Aasyn blid,
Og se dig, Livsens klare Sol,
At sidde paa din Ærestol!

11 Mod alle Sorger kan det trøste,
At du er mig en naadig Gud,
Om da mit Hjerte vilde briste,
Om Livets Lys ret nu gik ud,
Saa er dog Sjælen fuld af Fryd,
Og venter paa Basunens Lyd.

12 Hvor sødt skal mine Øine blunde
I Graven med god Ro og Mag
Fra alle Verdens Kvide-Stunde,
Og hvil indtil Dommedag,
Til Røsten sører mig det Bud:
Staa op, du Døde, kom herud!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #472