Nu kjære menige Kristenhed

1 Nu kjære menige Kristenhed,
Du komme med Lyst og Glæde,
At vi forsamled' i Herrens Fred
Kan takke vor Gud, og kvæde
Om Naaden, som han mod os har gjort,
Det Frelsens Underverk sandt og stort,
Dyrt haver han det og kostet.

2 I Djævelens Vold jeg fangen laa,
Fordømt saa var jeg til Døde,
Og mine Synder de laa mig paa,
Jeg havde stor Angest og Møde,
Jeg sank og dybere altid ned,
Der var ei Raad eller Salighed,
I Synden var jeg undfangen.

3 Og mine Gjerninger hjulpe ei
Til Døden at overvinde,
Den stærke Djævel han sagde nei,
Han lader sig ikke binde
Af mig eller noget Kreatur,
Jeg var i hans Vold af min Natur,
Fordømt til den evige Pine.

4 Der var og ingeni Verden al,
Mig Arme forløse kunde,
Jeg veed ret aldrig, hvorhen jeg skal,
Maa gange til Helveds Grunde,
Alt for Guds Brede mig over er,
Og Syndens Byrde som tungt jeg bær,
Forvist saa maa jeg fortabes.

5 Da ynkedes Gud i Evighed
Ved denne min store vaade,
Han tænkte paa sin Barmhjertighed
Og vilde mig Hjælpen raade;
Han vendte faderlig Hu til mig,
Og kosted derpaa foruden Svig
Det kjæreste, som han aatte.

6 Han talte til sin kjære Søn:
Det er nu Tid af forbarme,
Saa gak da, min Hjertens Krone skjøn,
At frelse og fri den Arme!
Du løse ham ud af Syndens Nød
Og knuse for ham den haarde Død
Og lade ham med dig leve!

7 Guds Søn sin Fader lydagtig var,
Han kom hid til mig paa Jorden,
Og fød af en Jomfru ren og klar,
Mind Broder arm er han vorden.
Saa lønlig førte han her sin Magt,
Led alskens Nød, for det vor hans Agt,
At tage Djævelen fangen.

8 Guds Søn han sagde: Hold dig til mig,
Saa skal du ei Skade lide,
Jeg ganske giver mig hen for dig,
Og stander for dig at stride;
Thi nu er jeg din, og du er min,
Og hvor jeg er, tager jeg dig ind,
Den Fiende skal os ei stille.

9 Mit Blod det rinder paa Jorden ud,
Og Livet det maa jeg miste,
Det sker til Soning for dig hos Gud,
Derpaa skal du tro og trøste;
Uskyldig lider jeg her din Dom,
Mit Liv dog kaster al Døden om,–
Og saa der din Frelse vundet.

10 Til Himmels igjen, til Fader min,
Jeg far fra dette Elende,
Der vil jeg være Forbeder din,
Den Hellige Aand dig sende,
Som trøste i Trængsel skal din Sjæl
Og lære dig mig at kjende vel,
Og dig i al Sandhed lede.

11 Hvad jeg paa Jorden har lært og gjort,
Det gjøre du skal og lære,
Da kommer Guds Rige herligt, stort,
Hans hellige Navn til Ære.
Men vogt dig for Menn'skelærdoms Bud,
Som skjæmmer Guds ædle Sandheb ud!
Der lægger jeg dig paa Hjerte

12 Thi vil vi prise af Hjertens Grund
Og love foruden Ende
Gud Fader, at han af sin Mistkund
Sin Søn vilde til os sende,
Og nedslog i Jesu Kristi Død
Synd, Helvede og al Døbsens Nød.
Gud lade os dette kjende!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #9