1 Nu velan, vær frist tilmode,
Sind og Sjæl opmuntre dig,
Prise Gud for alt det Gode,
Som han har bevist mod mig,
At han mig til denne Dag
Fra saa megen Nød og Plag'
Har opholdet og bevaret,
Og fra Satans Lis forsvaret!
2 Glædelig min Røst skal klinge
Med din Lov, o Fader blid,
At du lod saa vel gelinge
Denne Dag mit Værk og Id,
Og mod Synden ful og led
Har saa naadig Hjælp beted,
Og al fiendtlig Magt bortdrevet,
At jeg ubeskadt er blevet.
3 Hvo kan med fornuft udgrunde,
Kjære Fader, din Godhed,
Og udsige nogenlunde
Alt hvad Godt mig er beted?
Din Velgjerning overgaar
Alt det Sind og Sands formaar;
Ja din Haand har det afvendet,
Intet Ondt at mig er hændet.
4 Denne Dag er nu fremgangen,
Solens Skin har os forladt,
Derimod har os omfangen
Denne mørk' og kolde Nat;
Lad,o Gud, dig Lyses Skin
Lyse for min Sjæl og Sind,
Og min Hjerte saa antænde,
Af din Kjærlighed at brænde!
5 Gode gud, giv til af Naade,
Hvad jeg har forbrudt mod dig
Denne Dag i mange Maade,
Hvorved Satan glæder sig;
Thi han ønsker inderlig,
At se mig fortørne dig,
Men din Søn vil for mig bede,
At han mig ei maa forlede.
6 Er jeg end fra dig bortviget,
Falder jeg dog nu til Fod;
Har os ei din Søn forliget
Med sin Død og hellig' Blod?
Jeg benegter ei min Synd,
Men hans Død har større Fund
Til din Naade at forhverve,
End min Synd mig at fordærve.
7 O du Sjælens Trøst og Glæde,
O du Herlighedens Glands,
Vær i Nat hos mig tilstede,
Med din' Engle mig beskands!
Om end Dagen viger bort
Bliv dog hos mig immerfort,
Og min Sjæl kjærlig omfavne,
At den dig,Gud, aldrig favne!
8 Dæmpe Satans gloend' Pile,
Sønderriv hans Garn og Baand,
At han ei den Stund, jeg hviler,
Sjæl og Legem skade kan!
Naar du,gud er Skjul og Skjold,
Min Tillid og faste Vold,
Sjæl og Liv da hvil trygge
Under dine Vingers Skygge.
9 Naar sig hvil' min' trætte Lemmer,
Og min' Øine lukke sig,
Da mit Hjerte stedse drOmmer,
O min Gud, med Lyst om dig.
Du alene er den Skat,
Som jeg baade Dag og Nat
Sovende mig paa fortrøster,
Vaagende mig med forlyster.
10 DineVinger mig bed"kke,
Lad mig hvile i dit Skjød,
Intet Ondt lad mig forstrække
Eller styrre Søvnen sød!
Dig befal' jeg nu i Haand
Liv og Lege, Sjæl og Aand,
Hus og Gods, Børn, Ægtekvinde,
Venner, Slægt og Husgesinde.
11 Alle samtlig' os bevare
Denne nat og al vor Tid
Fra Ulykke, Vaade, Fare
Fra urolig Tvist og Strid;
Afvend Vands og Ildens Nød,
Pestilents' og hastig Død,
Lad din Vredes Ild udslukkes,
Og mig ei i Synd bortrykkes!
12 Ak, bønhør nu, kjære Fader,
Hvad jeg sønlig har fremført!
Jesu, jeg dig ei forlader,
Før jeg bli'r hos dig bønhørt;
O du værdig' Hellig-Aand,
Vores Trøster og Talsmand,
Hør og fuldgjør min Begjære!
Amen, ja det skal saa være.
Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #487
Rist, Johann, son of Kaspar Rist, pastor at Ottensen, near Hamburg, was born at Ottensen, March 8, 1607, and from his birth was dedicated to the ministry. After passing through the Johanneum at Hamburg and the Gymnasium Illustre at Bremen, he matriculated, in his 21st year, at the University of Rinteln, and there, under Josua Stegmann (q. v.), he received an impulse to hymn-writing. On leaving Rinteln he acted as tutor to the sons of a Hamburg merchant, accompanying them to the University of Rostock, where he himself studied Hebrew, Mathematics and also Medicine.
During his residence at Rostock the terrors, of the Thirty Years War almost emptied the University, and Rist himself also lay there for weeks ill of the pestilence. After his r… Go to person page >
My Starred Hymns
My FlexScores
My Hymnals
My Purchased Files