O at jeg vel var kommen hjem

1 O, at jeg vel var kommen hjem
Fra disse Ørkenen Hytter.
O, var jeg lyk'lig naaet frem,
Hvor Vandredragten jeg bytter;
Staven og Spærdet lægges ned,
Palmen jeg faar i deres Sted!
O, hvor jeg stunder derefter.

2 Sjælen gaar træt og syg sin Gang,
Trykket af Møie og Længsel,
Veien er farlig, tung og trang,
Teltet et Dødningefængsel;
Men, o derhjemme, der er godt;
Kjærlighed, Liv og Glæde blot
Nydes i Himmelens Sale.

3 Synden den trykker tug og haard,
Satan han ligger og lurer,
Verden idag er som igaar,
Frister og trænger og skurer.
Kulden den vil i Sjælen ind,
Giften i Tidens Veier og Vend
Truer at røve mig Livet.

4 O, du Guds Isra'ls Fædreland!
Er du end langt i det Fjerne?
Staar du ei stille nu paa Stand
Kongernes ledende Stjerne?
Ser jeg ei nu i Stadens Rand?
Jo, men det mørke Dødens Vand,–
O–se, det ligger imellem!

5 Var jeg dog over–Mine med
Og alle Guds Venner kjære!
Var vi dog ind ad Landets led,
O hvor jeg glad skulde være!
Ofte jeg stunder hart derpaa,
Gyser dog ved at skulle gaa
Gjennem de iskolde Vande.

6 Men, naar vi engan ere der,
Da skal vel Jublen begynde;
Da skal vi i en samlet Hær
Frem til Guds Throne os skynde;
Da er jeg evig frelst og fri,
Møie og Kamp er da forbi,
Der er ei andet end Glæde.

7 Ja, jeg maa vinde Veine frem,
Palmen at faa paa det sidste!
Kampen maa være haard og slem,
Kronen jeg ikke vil miste!
Langt eller kort_og tungt at gaa,
Lidet det er at regne paa,
Intet–mod Himmelens Glæder.


Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #687