Vær glad, o sjæl, og frygt dog ei

1 Vær glad, o Sjæl, og frygt dog ei,
For du skal vander ad den Vei,
Hvorpaa alt Kjød forsmægter!
Omfavn din Brudgom, Jesus Krist,
Hans Kjærlighed dig trøster vist,
Han ei sin Troskab nægter
Da, naar du intet mægter.

2 Naar jeg, paa Sygeseng lagt ned,
End skjælver i den kolde Sved,
Og ei et Ord kan tale,
Skal Jesus med sin Hyrdestav
Ledsage mig, forbi min Grav,
Hans Livsens Ord husvale,
I Dødsens mørke Dale.

3 Han til sin Faders Velbehag
Har udført al min svære Sag,
Han har Forsoning fundet,
Og den for mig, for mig indbragt
I Himlen, hvor han fik al Magt;
Paa ham min tro er grundet,
Til jeg har Seier vundet.

4 Alt, hvad jeg her forlise kan
I Ufuldkommenheders Land,
Vil jeg for intet skatte;
Udrives jeg af Venners Favn,
Det er mit Bedste; deres Savn
Et Forsyn vil erstatte,
Gud samler de Forladte.

5 Her er dog al min Kundskab mørk,
Her gik jeg i en vildsom Ørk;
Min Andagt i ein Hytte
Af Synd og Sorg forstyrres her,
Der skal jeg se Gud, som han er.
Vel mig, at jeg maa flytte
Fra en brøstfældig Hytte!

6 Den Smerte er en Overgang,
Og bliver Stien end saa trang,
Den dog til Livet fører;
Ved Naaden vil jeg stride frem
Til Herren og til Himlen hjem,
Hvor ingen Pine rører,
Hvor Glæden ei ophører.

7 Hvad skal jeg da forstaa, o da,
Naar Støvet, som jeg iler fra,
Ei hindrer i at tænke!
Indviet i den dybe Fred
Til evig, evig Salighed,
Skal jeg i Gud mig sænke,
Den Kjærlighed kun tænke!

8 O Trøst, som er mig altid sød!
Og naar jeg kjæmper med in Død,
Skal jeg dens Kraft fornemme,
Og overgive da min Aand
I min trofaste Skabers Haand,
Og Jesus aldrig glemme,
Det Haab kan ei beskjæmme.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #529