Verden i det Onde sænkes

1 Verden i det Onde sænkes,
Mange tusind Sjæle krænkes,
Dog har Gud sig nogle Faa,
Som til Enden fast skal staa.

2 Om saa var–det Gud forbyde!
Haarde Voldsmænd vilde bryde,
Slukke ud det klare Lys,
Som er sat i Herrens Hus;

3 Kirken har dog nogle Lemmer,
Som sin Gud i Hjertet gjemmer,
Og bekjender Jesus frit,
Blev de Gods og Liv end kvit.

4 Stefanus skal indtil Døden,
I hvor hart ham trykker Nøden,
Holde ved sin Frelser trygt,
Fløi de Stene noksaa tykt.

5 Guds Apostler skal tilhobe
Jesu Navn for Folk udraabe,
Skal de stilles end for Dom,
Og hudflettes rundten om.

6 Kast Johannes hen i Fængsel,
Det er dog hans Hjertens Længsel,
At han sine Svende kan
Vise Verdens Frelsermand.

7 Kristi Brud er undertiden
Som en Søster ganske liden,
Men hvor svag hun synes maa,
Hun skal dog ei undergaa.

8 Sodoma skal staa i Lue,
Zoar Stad tør ikke grue,
Er den skjønt en liden Grend,
Ilden ænser ikke den.

9 Herre, lad din Kirke trives!
Lad med Spot og Skam omgives
Alle Kirkens Fienders Leir,
Spred som Avner dem for Veir!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #157