Verdens ørken mørk og taaget

1 Verdens Ørken mørk og taaget
Er saa fuld af pinlig Tvang,
At en Kristen under Aaget
Nær fortviler mangen Gang;
Korset trykker tungt paa Bryst,
Hjertet fatter ei Guds Trøst,
Vil for Angest ofte briste,
Det fik selv Guds Helgen friste.

2 Ingen blandt den syndig' Skare
Kan paa Roser vandre did,
Hvor der ikke mer er Fare,
Ikke længer Sorg og Strid.
Her maa kjæmpes uforfærd',
Paradiset er det værd,
Her maa hver paa Tro og Love
Alt for Seiers-Prisen vove.

3 Nød bør lære folk at bede,
Og at bruge Troens Skjold,
Men i Korsets kval og Hede
Aandens Iver tidt blir kold,
Bønnen lunken, Haabet svagt,
Hjertet trodsigt og forsagt,
Ret som Gud os foruretter,
Naar han Hjælpen lidt udsætter.

4 Altid gad man vel i Glæde
Med ham op paa Tabor gaa,
Men ugjerne stundom træde
Ned i Haven, hvor han laa
Fuld af Vaande, angst og mod,
Raabte, bad og svedte Blod
For at frelse mig og andre,
Den Vei vil man nødig vandre.

5 Trang er Veien, Porten snever,
Megen Trængsel falder der,
Synde-Hjertet det udkræver,
Skal det komme Himlen nær.
Tungt og tornet mangeled
Lindres ved Taalmodighed,
Men den Urt og Himmelgave
vokser ei hver Mands Have.

6 Gud tilgive mig min Dvælen!
Jeg vil med min Frelser gaa;
O, miskund dig over Sjælen!
Der staar Saligheden paa;
Tidens Pinsel endes dog
Under et Ligkiste-Laag,
Naar kun Ro hos dig mig rester,
Jesus, Jesus, kjære Mester!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #239