1 Vor Sjæl er dertil fød og baaren,
I Gud at vorde skjøn og rig,
Just dertil af ham selv udkaaren,
At vorde ham, sin Skaber, lig;
Hvo kan den Ære noksom prise,
Som Gud har villet os bevise!
2 Her var et Adelskab at finde,
Som Englens, der Guds Aasyn saa,
Ei mindste Lyde var derinde
I Sjælens tilstand og Attraa;
Her kunde nogen Meen ei være,
Thi Gud var Sjælens Lys og Ære.
3 Den drak, af samme Kildes Floder,
Hvoraf den selv var kommen frem,
Og Visdom var dens Selskabsbroder,
Og Pardiset var dens Hjem;
Den havde meer end Rigdom fundet,
Thi den var ret med Gud forbundet.
4 Hvo kan den Liflighed beskrive,
Som Sjælen i sin Gud fornam?
O, at den lod sig fra ham rive,
Sig til ubørlig Last og Skam,
Thi Fienden nu dens Høitidsdage
Har vendt til Skjemsel, Ve og Plage.
5 Nu er den ganske jordisk bleven,
Og intet mere ret forstaar,
Veed ei hvorhen den er fordreben,
Og vild i denne Verden gaar;
Den kan sig ei til Gud opsvinge,
Men elsker det, som er saa ringe.
6 O Gud, som har en Frelser givet,
At bedre den fortviled' Stand,
Væk Sjælen og igjen til Livet,
Som du og ingen anden kan,
At den igjen kan Visdom finde,
Og ikke mere gaa i Blinde!
7 De Sukke, jeg saa dybt maa drage,
Ak, lad dem dig til Hjertet gaa!
Din søde Kjærlighed at smage
Er al den Deel, jeg stunder paa;
Thi kan jeg elske dig af Hjerte,
Da kan mig intet mere smerte.
8 O, store Gud, hvor skal jeg finde
Den Lue, Hjertet ønsker sig?
O, lad dig, lad dig overvinde,
Og drag mig selv igjen til dig!
Thi bliver du med mig forbunden,
Jeg da min Sjæl igjen har funden.
My Starred Hymns
My FlexScores
My Hymnals
My Purchased Files
