1 Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre,
O arme Synd'res Dag og Sol!
Lad intet Forhæng mere hindre
Min Indgang til vor Naadestol,
Lad den dog ikke gaa i Blinde,
Som vil saa gjerne Lyset finde.
2 Du ene var og er og bliver
Den arme Verdens rige Trøst,
Det Vidnesbyrd Enhver dig giver,
Som kjender dig, vor Hjertens Lyst!
Saa stor er ingen Nød at finde,
Som ikke for din Kraft maa svinde.
3 Du gjør det, at de Døve høre,
De Blinde faar sit Syn igjen,
Den Halte friske Trin kan gjøre,
Spedalskhed viger for dig hen,
De Døde har du Aand og Livet
Og alle Andre Lædske givet.
4 Har du nu før saa vældig øvet
Dit Herredømmes store Magt,
Hvi gaar jeg da saa høit bedrøvet?
O Jesu! tag min Sjæl iagt;
Vis, at du er endnu den Samme,
Som Satans Vælde gjør til Skamme.
5 Du ser, hvordan vi gaa i Blinde,
Og sansse ei vor Sjælesag,
O, lad dog Naadens Lys oprinde,
Og gjør det i mit Hjerte Dag,
At jeg grandgivelig kan kjende
Den Vei, jeg gaar, og Veiens Ende.
6 Oplad og gjennembor mit Øre,
Blandt dine Tjenere at staa,
Som uophørlig gjerne gjøre,
Hvad du ved Ordet peger paa,
Ei aldrig andet foretage,
End hvad min Herre kan behage.
7 Jeg halter, snubler, gaar i Mørke,
Og støder an ved Lidt og Stort,
Ak, lad din Aand og store Styrke
Bekræfte mig og hjælpe fort,
Ret frem og faste Trin at gjøre,
Og aldrig lade mig forføre.
8 O, hva kan læge og fordrive
Den Synde-sygdom ond og led?
Det kan du, Jesu! kom at blive
Mig Visdom bliv mig Hellighed!
Din Død og Lærdom kan alene
Mod den fortvilte Jammer tjene.
9 Død er min Sjæl til alt det Gode,
Slet intet ved og mindre kan,
O, lad din Kraft den Skade bode,
Giv saadan Vilje og Forstand,
At jeg et dygtigt Træ maa være,
Som dig utallig Frugt kan bære.
10 Jeg fattig er og fuld af Plage,
O naaderige Jesu! kom,
Og lad mit arme Hjerte smage
Dit søde Evangelium,
At jeg endogsaa her i Live
Maa derved rig og salig blive.