1 Stemmer alle op at sjunge
Livets Gud en Æresang!
Løsnet blive hver en Tunge
Og af Glæde sat i Gang!
Hid til Herrens Helligdom
Hver, som Sundhed nyder, kom!
Lader Glædes Taarer rinde,
Høit istemmer Mand og Kvinde!
2 Solen, som idag fremtræder,
Atter har fuldendt et Aar;
Til det ny den sig bereder,
Og i gylden Klædning gaar.
At vi udi Helbreds Stand
Lyset endnu skue kan,
At vi her kan samlet være,
Hvem bør derfor have Ære?
3 Mangt et Øie sig har lukket,
Som saa sidste Nyaarssol,
Mangen sig til Grav har bukket,
Skjønt han sad paa Herrestol;
Mangen Mund for sidste Gang
Sang næstleden Nyaars-Sang–
Vi kan bruge Mund og Tunge,
Vi kan vandre, tale sjunge!
4 Men har du, o Gud, ei givet
Andre Ting end Livet blot?
Ja, du har velsignet Livet
Med saa meget andet godt.
Du forglemte ingen Mand,
Hver for sig opregne kan
Tusinde uddelte Gaver,
Som han af din Naade haver.
5 Du vor Sjæl har og bespiset
Med dit sande Himmelbrød,
Klart dit Ord hos os har lyset,
Hver en Sjæl sin Pleie nød.
Tak, o Gud, for hvert et Ord,
Tak for Adgang til dit Bord,
Tak for hver, ved Daab er bleven
Dette Aar blandt dine skreven!
6 Inden dette Nyaars Ende
Giv, at hver en Synder maa
Sig til dig fra Synden vende,
Og igjen dit Venskab faa!
Giv, vi alle, som i Tid,
Ogsaa maa gaa frem i Dyd!
Ingen uden sande Fromme
Lad i Aar i Graven komme!
7 Dem din Varetægt bedække,
Som Regjeringsbyrden bær,
Lad hver Stand dem Haanden række,
Selv vort Folkes Fader vær!
Lad retfærdig Sag gaa frem,
Giv Forladte Skjul og Hjem;
De, som føle Armods Møie,
Nyde Hjælpen af det Høie!
8 Lad den milde Fred omskygge
Hver med Hus- og Lande-Ro,
Dem, som spredt paa Sletten bygge,
Dem, som ud ed Stranden bo!
Alle slut os i din Favn
Hør vor Bøn i Jesu Navn:
Kron vort Aar med samme Naade,
Som det Aar, hvoraf vi traadde!