Instance Results

Switch back to the old search page.Advanced Search

Showing 111 - 120 of 321Results Per Page: 10 20 50

Vor Gud er idel Kjærlighed

Hymnal: Kirkesalmebog #458 (1893) Topics: First Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Vor Gud er idel Kjærlighed; I hannem vil jeg blive, Jeg og i hannem bliver ved, I mig vil han og give Fuld Tro og Trøst, Basunens Røst Den gjør mig ei forstrækket Paa Dommedag, Fordi min Sag Er alt med Naade dækket. 2 Jeg vil Gud elske inderlig, Og vil for intet frygte, Og ei med Sorgen pine mig, Om mig al Verden trykte. Op, Sjæl, og beed, At Kjærlighed Til Gud i dig kan brænde, Og at du saa Din Næste maa Al Gunst og Godt tilvende! 3 Thi hvo, som siger dette, at Han elsker Gud af Hjerte, Og har sin Broder dog forladt I Armod, Rød og Smerte, Han lyver slemt, Og har forglemt, At Gud han elskes ikke, Hvor Arme maa Utrøsted' gaa Sin' Øines Graad at drikke. 4 O Gud, din Kjærlighed optend Og lad din Aand det gjøre, Og kraftig Naade til mig send, Jeg saa mit Liv kan føre, At naar jeg maa Til Graven gaa, Jeg dør da til mit Bedste I Hjertens Fred Og Kjærlighed Til dig og til min Næste. Languages: Norwegian

Skulde jeg min Gud ei prise

Hymnal: Kirkesalmebog #459 (1893) Topics: First Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Skulde jeg min Gud ei prise, Og ham takke hjertelig, Som i al Ting lader vise, Han det mener godt med mig? Af hans frommer Hjerte flyde Kjærlighedens Strømme frem, Hvormed han opholder dem, Som hans Ord og Bud adlyde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 2 Som en Ørn med sine Vinger Skjuler sine Unger smaa, Saa har og Guds Almagts Finger Sig mit Forsvar taget paa, Mig i Moders Liv bevaret, Fra det første Øieblik, Da jeg Liv og Aande fik, Ja til denne Time sparet. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 3 Sin enbaarne Søn han ikke Sparede, men ofres lod, At han mig af Satans Strikke Kunde frelse ved hans Blod. O hvorledes skal jeg kunne Med min Aand og svage Sind, Udi Mørkhed viklet ind, Saadant Naade-Dyb udgrunde! Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 4 Han sin Aand mig gi'r til Eie, Og ved Ordet fører han Frem mig paa de trange Veie Ind til det forjætted' Land. Aanden og mit Hjerte fryder Med en salig Troes-Pagt, Som forstyrrer Satans Agt, Ja selv Dødens Magt nedbryder. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 5 Alt det, som min Sjæl kan gavne, Har han sørget for med Flid, Lader ei mit Legem savne Raad og Hjælp i Nødens Tid; Naar min Kraft, min Magt, min Styrke Intet mægter, intet kan, Tager Gud mig ved min Haand Og begynder selv at virke. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 6 Jorden med alt, hvad den eier, Himlen med sin ganske Hær, Hvor mit Øie hen sig dreier, Alt til gode dannet er. Dyr og Urter, Sædens Grøde, Skove, Fjelde, Mark og Lund, Ferske Vand, med Havets Grund Skulle rekke mig min Føde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 7 Naar jeg sover, Herren holder Vaagent Øie over mig, Og ved hver Dags Morgen volder, Naaden den fornyer sig. Havde Gud ei taget vare, Og mig trolig staaet bi, Var jeg ikke sluppen fri Fra saa megen Nød og Fare. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 8 Som en Faders Hjerte ikke Straks tillukker Naadens Dør For sit Barn, som ei vil skikke Sig saa lydigt, som det bør, Saa min fromme Gud og Fader Gjor mod mig paa samme Vis, Straffer mine Feil med Ris, Og sit Sværd ei raade lader. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 9 Omendskjønt den Straf og Plage, Som af Gud min lægges paa, Noget bitter monne smage, Bør jeg derom tænke saa, At han som min Ven vil gjøre Mig fra Verdens Strikker fri, Som jeg end gaar hildet i, Og ved Korset til sig føre. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 10 Det i Sandhed jeg erfarer, Som mig ei af Minde gaar, Kristnes Kors det længe varer, Men omsider Ende faar; Naar den kolde Vinter endes Følger bliden Sommer paa, Saa til Glæde Korset maa For en taalig Kristen vendes. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 11 Som da ingen kan udgrunde Herrens store Kjærlighed, Saa vil vi med glade Munde Ret som Børn i Ydmyghed Bede dig, vor Gud og Fader, At vi her maa timelig Takke og velsigne dig, Indtil du tilsidst tillader, At vi maa evendelig Love, ære, elske dig. Languages: Norwegian

Skulde jeg min Gud ei prise

Author: Fr. Rostgaard; P. Gerhardt Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #459a (1897) Topics: First Sunday after Trinity Sunday Evening Lyrics: 1 Skulde jeg min Gud ei prise, Og ham takke hjertelig, Som i al Ting, lader vise, Han det mener godt med mig? Af hans frommer Hjerte flyde Kjærlighedens Strømme frem, Hvormed han opholder dem, Som hans Ord og Bud adlyde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 2 Som en Ørn med sine Vinger Skjuler sine Unger smaa, Saa har og Guds Almagts Finger Sig mit Forsvar taget paa, Mig i Moders Liv bevaret, Fra det første Øieblik, Da jeg Liv og Aande fik, Ja til denne Time sparet. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 3 Sin enbaarne Søn han ikke Sparede, men ofres lod, At han mig af Satans Strikke Kunde frelse ved hans Blod. O hvorledes skal jeg kunne Med min Aand og svage Sind, Udi Mørkhed viklet ind, Saadant Naade-Dyb udgrunde! Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 4 Han sin Aand mig gi'r til Eie, Og ved Ordet fører han Frem mig paa de trange Veie Ind til det forjætted' Land. Aanden og mit Hjerte fryder Med en salig Troes-Pagt, Som forstyrrer Satans Agt, Ja selv Dødens Magt nedbryder. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 5 Alt det, som min Sjæl kan gavne, Har han sørget for med Flid, Lader ei mit Legem savne Raad og Hjælp i Nødens Tid; Naar min Kraft, min Magt, min Styrke Intet mægter, intet kan, Tager Gud mig ved min Haand Og begynder selv at virke. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 6 Jorden med alt, hvad den eier, Himlen med sin ganske Hær, Hvor mit Øie hen sig dreier, Alt til gode dannet er. Dyr og Urter, Sædens Grøde, Skove, Fjelde, Mark og Lund, Ferske Vand, med Havets Grund Skulle rekke mig min Føde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 7 Naar jeg sover, Herren holder Vaagent Øie over mig, Og ved hver Dags Morgen volder, Naaden den fornyer sig. Havde Gud ei taget vare, Og mig trolig staaet bi, Var jeg ikke sluppen fri Fra saa megen Nød og Fare. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 8 Som en Faders Hjerte ikke Straks tillukker Naadens Dør For sit Barn, som ei vil skikke Sig saa lydigt, som det bør, Saa min fromme Gud og Fader Gjor mod mig paa samme Vis, Straffer mine Feil med Ris, Og sit Sværd ei raade lader. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 9 Omendskjønt den Straf og Plage, Som af Gud min lægges paa, Noget bitter monne smage, Bør jeg derom tænke saa, At han som min Ven vil gjøre Mig fra Verdens Strikker fri, Som jeg end gaar hildet i, Og ved Korset til sig føre. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 10 Det i Sandhed jeg erfarer, Som mig ei af Minde gaar, Kristnes Kors det længe varer, Men omsider Ende faar; Naar den kolde Vinter endes Følger bliden Sommer paa, Saa til Glæde Korset maa For en taalig Kristen vendes. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 11 Som da ingen kan udgrunde Herrens store Kjærlighed, Saa vil vi med glade Munde Ret som Børn i Ydmyghed Bede dig, vor Gud og Fader, At vi her maa timelig Takke og velsigne dig, Indtil du tilsidst tillader, At vi maa evendelig Love, ære, elske dig. Languages: Norwegian Tune Title: [Skulde jeg min Gud ei prise]

Skulde jeg min Gud ei prise

Author: Fr. Rostgaard; P. Gerhardt Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #459b (1897) Topics: First Sunday after Trinity Sunday Evening Lyrics: 1 Skulde jeg min Gud ei prise, Og ham takke hjertelig, Som i al Ting, lader vise, Han det mener godt med mig? Af hans frommer Hjerte flyde Kjærlighedens Strømme frem, Hvormed han opholder dem, Som hans Ord og Bud adlyde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 2 Som en Ørn med sine Vinger Skjuler sine Unger smaa, Saa har og Guds Almagts Finger Sig mit Forsvar taget paa, Mig i Moders Liv bevaret, Fra det første Øieblik, Da jeg Liv og Aande fik, Ja til denne Time sparet. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 3 Sin enbaarne Søn han ikke Sparede, men ofres lod, At han mig af Satans Strikke Kunde frelse ved hans Blod. O hvorledes skal jeg kunne Med min Aand og svage Sind, Udi Mørkhed viklet ind, Saadant Naade-Dyb udgrunde! Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 4 Han sin Aand mig gi'r til Eie, Og ved Ordet fører han Frem mig paa de trange Veie Ind til det forjætted' Land. Aanden og mit Hjerte fryder Med en salig Troes-Pagt, Som forstyrrer Satans Agt, Ja selv Dødens Magt nedbryder. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 5 Alt det, som min Sjæl kan gavne, Har han sørget for med Flid, Lader ei mit Legem savne Raad og Hjælp i Nødens Tid; Naar min Kraft, min Magt, min Styrke Intet mægter, intet kan, Tager Gud mig ved min Haand Og begynder selv at virke. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 6 Jorden med alt, hvad den eier, Himlen med sin ganske Hær, Hvor mit Øie hen sig dreier, Alt til gode dannet er. Dyr og Urter, Sædens Grøde, Skove, Fjelde, Mark og Lund, Ferske Vand, med Havets Grund Skulle rekke mig min Føde. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 7 Naar jeg sover, Herren holder Vaagent Øie over mig, Og ved hver Dags Morgen volder, Naaden den fornyer sig. Havde Gud ei taget vare, Og mig trolig staaet bi, Var jeg ikke sluppen fri Fra saa megen Nød og Fare. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 8 Som en Faders Hjerte ikke Straks tillukker Naadens Dør For sit Barn, som ei vil skikke Sig saa lydigt, som det bør, Saa min fromme Gud og Fader Gjor mod mig paa samme Vis, Straffer mine Feil med Ris, Og sit Sværd ei raade lader. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 9 Omendskjønt den Straf og Plage, Som af Gud min lægges paa, Noget bitter monne smage, Bør jeg derom tænke saa, At han som min Ven vil gjøre Mig fra Verdens Strikker fri, Som jeg end gaar hildet i, Og ved Korset til sig føre. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 10 Det i Sandhed jeg erfarer, Som mig ei af Minde gaar, Kristnes Kors det længe varer, Men omsider Ende faar; Naar den kolde Vinter endes Følger bliden Sommer paa, Saa til Glæde Korset maa For en taalig Kristen vendes. Alt tilsidst en Ende faar, Men Guds Kjærlighed bestaar. 11 Som da ingen kan udgrunde Herrens store Kjærlighed, Saa vil vi med glade Munde Ret som Børn i Ydmyghed Bede dig, vor Gud og Fader, At vi her maa timelig Takke og velsigne dig, Indtil du tilsidst tillader, At vi maa evendelig Love, ære, elske dig. Tune Title: [Skulde jeg min Gud ei prise]

Naar Verden med sin Glæde sviger

Hymnal: Kirkesalmebog #472 (1893) Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Naar Verden med sin Glæde sviger, Naar Lykken ikke altid leer, Naar Kors af alle Hjørner kiger, Og stirrende ind til mig ser, Da veed jeg ingen bedre Naad, End fly til Jesum med min Graad. 2 Han skjønner bedst min ringe Evne, Og ser, jeg er af veeg Natur, Langt mere, end jeg selv tør nævne, Jeg skrøbelige Kreatur; Jeg er dog kun som bare Støv, Og bævrer ofte som et Løv. 3 Sit Løfte vil han aldrig rygge, Om han iblandt end bøier mig, Des krummer' Træ, des bedre Krykke, Des mere han saa faderlig Vil kue Kjøbets syndig Kvist, Des bedre naar jeg Himlen hist. 4 Thi vil jeg mine Tanker svinge Til dig, som i det Høie bor, At mine Sukke lydt skal klinge Hen op i Helligdommens Kor; Til Paradis jeg længse bær, Og jeg er træt af Livet her. 5 Men Verdens Pile mig ei skrække, Hvor hart den Buen spænde vil, Hvad kan al Verdens Pine klække Mod Glæden, som er oventil? Een Dag hos dig er bedre Kaar, End sneve her i tusind Aar. 6 Der skal min Tro med glæde lønnes, Og alle Taarer tørres af, Og mine morkne Been skal grønnes Som Arons Kjep og Mandel-Stav; Da kan jeg Herrens Aasyn se, Og veed af ingen Verdens Ve. 7 Mit Hjerte du, o Jesu, lede Til dig, som jeg begjærer helst! For Jakob var din Trøst tilrede, Han saa dig, og hans Sjæl blev frelst; Hvo dig maa se et Øieblik, Forglemmer snart al Verdens Skik. 8 Paa Berget skued ikkun Peder Et Glimt af denne Fryde-Ferd, Straks ønsker han og trolig beder At maatte gjøre Bolig der, Hvad mon han synes nu derved, Hvis Sjæl er i den Herlighed? 9 Hvor ypperlig har Moses glindret, Saa snart han dig i syne fik? Stor Klarhed af hans Aasyn tindred, Da du hos ham paa Berget gik, Thi af din glans blev han opfyldt Som Aftensky af Solen gyldt. 10 O, kunde Moses da saa skinne, Som saa dig kun den korte Tid, Langt mere jeg, naar jeg skal trine I Himlen for dit Aasyn blid, Og se dig, Livsens klare Sol, At sidde paa din Ærestol! 11 Mod alle Sorger kan det trøste, At du er mig en naadig Gud, Om da mit Hjerte vilde briste, Om Livets Lys ret nu gik ud, Saa er dog Sjælen fuld af Fryd, Og venter paa Basunens Lyd. 12 Hvor sødt skal mine Øine blunde I Graven med god Ro og Mag Fra alle Verdens Kvide-Stunde, Og hvil indtil Dommedag, Til Røsten sører mig det Bud: Stat op, du Døde, kom herud! Languages: Norwegian

Herre Jesu Krist, sand Gud og Mand

Hymnal: Kirkesalmebog #548 (1893) Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday High Mass Lyrics: 1 Herre Jesu Krist, sand Gud og Mand, Som al den Pine, tænkes kan, Har taalt for mig til Korsets Dod Og frelst mig fra den evig' Nød! 2 Jeg beder for din Pines Skyld, Du vær' mig arme Synder huld, Naar jeg er stedt i Dødsens Nød, Og strider med den bitre Død! 3 Naar Øienen' briste, Syn forgaar, Naar Øren' høre ei formaar, Naar Tungen ei kan tale meer, Og Hjertet knust af Angest er; 4 Naar fra mig gaar al min Forstand, Og ingen Mand mig hjælpe kan, Din Hjælp, o Jesu Krist, mig und, Staa hos mig i min sidste Stund! 5 Før mig af denne Jammerdal, Forkort mig ogsaa Dødsens Kval, De onde Aander fra mig driv, Og med din Aand selv hos mig bliv! 6 Indtil af Legem gaar min Aand, Annam den da udi din Haand! Lad Kroppen sove med god Mag I Jorden til den yderst' Dag! 7 En glad Opstandelse mig giv, Paa Dommedag min Talsmand bliv, Og paa min Synd ei mere tænk, Det evig' Liv mig naadig skjænk! 8 Du siger saa: Hvo paa mig tror, Og hvo som holder mine Ord, Til Doms ei kommer sig til Nød, Og smager ei den evig' Død. 9 Dertil hjælp mig miskundelig, O Jesu Krist, jeg beder dig, Forlad, forlad mig al min Brøst, Og styrk mig vel med Skriftens Trøst! 10 At jeg med god Taalmodighed Med Tro og Haab og Hjertens Fred Dit Ord beholder stadelig, Til jeg bortsover sødelig! Languages: Norwegian

O høie Herre Gud

Hymnal: Kirkesalmebog #549 (1893) Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday High Mass Lyrics: 1 O høie Herre Gud, Af hvem vi hver en Gave, Og hvad os nyttigt er, Ved Troens bøn kan have, Jeg Synder klager dig, At jeg kan ikke faa Dig, som jeg gjerne vil, I Troen kalde paa. 2 Vel tror jeg, men nu staar Min svage Tro i Prøve, Dertil vil Satan mig Min Troes Gnist frarøve, I saadan Rød, o Gud, Jeg søger hen til dig, Og slaar min Lid dertil, Du naadig hjælper mig. 3 O Gud i Himlen, som Min Troes Gnist optender, Den ved din Aand opliv, Naar Døden den omspender! Skjønt Troen liden er, Kun Senepskornet lig, Saa lad den stedse dog Faa Fremvekst udi mig! 4 O Jesu, se til mig Med Naadens milde Øie, Som du til Kvinden saa Af Kana'n, der med Møie Og Modgang var beklemt, O, bed for mig hos Gud, At min den svage Tro Til Enden holder ud! 5 Ak, kjære Herre,som For Peder bad saa saare, Hans Tro den skulde ei Aflade i hans Fare, O, bed nu og for mig, Du er min Talsmand god, Din Ære gjelder det, Styrk dog mit bange Mod! 6 Bønhør mig nu, min Gud, Min Gud mig dog bønhøre! Du merke paa mit Raab, Og samme fyldestgjøre! Lad Troens Ende, som Er Sjælens Salighed, Mig hisset engang naa I evig Fryd og Fred! Languages: Norwegian

O høie Herre Gud

Author: Birg. Kaas; Ukj. Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #549 (1897) Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday High Mass Lyrics: 1 O høie Herre Gud, Af hvem vi hver en Gave, Og hvad os nyttigt er, Ved Troens bøn kan have, Jeg Synder klager dig, At jeg kan ikke faa Dig, som jeg gjerne vil, I Troen kalde paa. 2 Vel tror jeg, men nu staar Min svage Tro i Prøve, Dertil vil Satan mig Min Troes Gnist frarøve, I saadan Rød, o Gud, Jeg søger hen til dig, Og slaar min Lid dertil, Du naadig hjælper mig. 3 O Gud i Himlen, som Min Troes Gnist optender, Den ved din Aand opliv, Naar Døden den omspender! Skjønt Troen liden er, Kun Senepskornet lig, Saa lad den stedse dog Faa Fremvekst udi mig! 4 O Jesu, se til mig Med Naadens milde Øie, Som du til Kvinden saa Af Kana'n, der med Møie Og Modgang var beklemt, O, beed for mig hos Gud, At min den svage Tro Til Enden holder ud! 5 Ak, kjære Herre,som For Peder bad saa saare, Hans Tro den skulde ei Aflade i hans Fare, O, beed nu og for mig, Du er min Talsmand god, Din Ære gjelder det, Styrk dog mit bange Mod! 6 Bønhør mig nu, min Gud, Min Gud mig dog bønhøre! Du merke paa mit Raab, Og samme fyldestgjøre! Lad Troens Ende, som Er Sjælens Salighed, Mig hisset engang naa I evig Fryd og Fred! Languages: Norwegian

Al Ting tjener dem til Gode

Hymnal: Kirkesalmebog #550 (1893) Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday High Mass Lyrics: 1 Al Ting tjener dem til Gode, Som i Sandhed elske Gud, O, det gjør meg vel til Mode, Alt han fører herligt ud! Er hans Raad end underligt, Fatter Kjød og Blod ei sligt, Gavn han dog af alt udleder, Og til Himlen mig bereder. 2 Skinner Velstand i min Bolig, Eller Sorgens forte Nat Gjør i Sjælen mig urolig, Var jeg for Guds Pil udsat Som et dagligt Maal og Meed, Kasted Gud i Støvet ned, Eller hjalp han mig paa Fode, Al Ting tjene skal til Gode. 3 Tog du af Hans Haand de Gaver, Hvortil mangen Mammons Træl Liv og Hjerte ofret haver, Derved søgte Gud din Sjæl, Drog med Kjærlighedens Snor, Bad dig, at se op fra Jord, Se, at han Algodheds Fader, Ei forandres, ei aflader. 4 Ære, Sundhed, Fred og Leide, Sygdom, Fare, Armod, Spot, Al Ting skal paa mig arbeide, Til Gud har gjort al Ting godt, Og sin bygning snart fuldbragt, Jesus er som Grundsteen lagt. Han, paa hvem min Tro sig hviler, Ham mit Haab og efteriler. 5 Skal jeg end i Kjødet lide, Det til Gode tjener mig, Driver mig fra Synd i Tide, Skynder mig, o Gud! til dig. O, saa vorder jeg beredt, Modnes til en Evighed, Ei ved Regn og Solskin ene, Tørke med og Storm kan tjene. 6 Ja, naar end min sidste Fiende Kræver, jeg skal give tabt, Skal jeg ham dog overvinde Ved min Frelsers Jesu Kraft, Han er Dør skal aabne mig Ind til Gud i Himmerig; Døden tjene skal til Gode, Derfor er jeg vel til Mode. Languages: Norwegian

Hjælp mig, o sødeste Jesu, at vinde!

Hymnal: Kirkesalmebog #551 (1893) Topics: Twenty-first Sunday after Trinity Sunday For Evening Lyrics: 1 Hjælp mig, o sødeste Jesu, at vinde! Ofte jeg strider med skrøbelig Magt; Se dog, hvor Synden kan Hænderne binde, At jeg i Kampen er svag og forsagt! Frelsermand blid! Før du min Strid! At jeg kan vinde i Trængselens Tid! 2 Hjælp mig, o sødeste Jesu, at vinde! Lidet formaar kun min skrøbelig Tro, Om ei din Naade som Solen vil rinde, Op i mit Hjertes formørkede Bo; Mørket fordriv, Styrke mig giv, Gudsfrygt opvarme mit Hjerte og Liv! 3 Hjælp mig, o sødeste Jesu, at vinde! Gjør dog min Kristendom renset og reen, Lad alt, hvad Hedensk er hos mig, forsvinde, Borttag af Veien Forargelsens Steen! Rens i sin Grund Hjerte og Mund, Gjør mig i Troen retsindig og sund! Languages: Norwegian