Det volder sure Mine

1 Det volder sure Miner,
Naar Korset sendes til,
Man veed da tidt for Piner
Ei, hvor man være vil;
Men lærer man at kjende,
Hvad Korset gjør for Gavn,
Og ser den Sag til Ende,
Da tages det i Favn.

2 Det fører os ved Smerte
Fra Verdens Daarlighed,
Og slaar det stolte Hjerte
I Støv og Aske ned;
I Ydmyghed er Hvile
Og meget godt at bo,
Saa jager Korsets Pile
Os ind med Magt til Ro.

3 Det kommer fra Guds Hjerte,
Og drager os derhen,
Da bliver Korsets Smerte
Til idel Fryd igjen.
Hvor mangen aldrig kjendte
Den sande Ro i Gud,
Om Gud ham ei lod hente
Ved Korsets visse Bud?

4 Det giver Lyst at grunde
Paa Ordet Dag og Nat;
Da kan man ingenlunde
Undvære denne Skat.
Naar Ordet dybt indtrykkes
Ved Korset i vort Sind,
Kan tidt vor Sjæl henrykkes
Ret som i Himlen ind.

5 Det lærer os at klage
I Bønnen Dag og Nat,
Med Graad og Sukke tage
Gud ret om Hjertet fat,
Da vil vi have Naade,
Gaar ikke før derfra,
Alt efter Troens Maade,
Før Jesus siger: Ja.

6 Det puster op i Luer
Den lille Troens Gnist,
At man ei mere gruer
For Stans Magt og List;
Vor Tro i Trængsel hærdet,
Som Staal i Ild og Vand,
Kan stærkt og uforfærdet
Mod al Ting holde Stand.

7 Det gjør vor Hjertes Have
Fra Verdens Klinte ren,
Og holder under Ave
De vilde Lysters Gren,
At vi i nær Forening
Med Jesus komme maa,
Og det er just hans Mening,
Naar Korset lægges paa.

8 Af Jesu Torner bryde
De fagre Roser ud,
Som skal i Himlen pryde
Og krone Jesu Brud;
Vor Jesu Kors fortjente
Os denne Skat at faa,
Men vil vi Kronen vente,
Da skal vi med ham gaa.

9 Des mer vi da maa stride
At komme Jesus nær.
Des mere vi maa lide,
Fordi vi har ham kjær,
Des mere Kors vi taale,
Des større Demant-Glans
Og Perler skal der straale
Af Sjælens Brudekrans.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #259