Forgjæves er Arbeid' og Konst

1 Forgjæves er Arbeid' og Konst,
Naar Gud ei Huset bygger,
Al Menneskens Gjerning er omsonst,
Vor Kraft os ei betrygger;
Thi hvilken Stad
Gud med sit Raad
Ei hjælper selv og raader,
Man gjør dertil,
I hvad man vil,
Det vist plat intet baader.

2 Hvad hjælper, at vie aarle opstaa,
Belade os med stor Møie?
Bort Anslag kan ei Fremgang saa,
Vil Gud det saa ei føie;
Endag dit Brød
Med Sved og Nød
I Arbeid' monne forhverves,
Naar Gud ei vil
Velsigne til,
Dit Arbeid' dig fordærves.

3 Gud Fader ene gjør det faa,
At Landene vel regjeres
Vi dagligen det kjende maa,
At hvor denn Hyrde undværes,
Hvert Regiment
Bli'r ilde endt,
Hvor mægtigt det monne være;
Gud naade det Land,
Som af Guds Aand
Og Ord ei dette vil lære.

4 At Gud Forældre Børn beskjær',
Af Naade det monne være,
Han dem opholder, faa eller fler
Vor Sorg kan dem ei nære,
Om end med Hast
Vi str"be fast,
Han ene Lykken vender,
Som Pilens Frugt
Maa følge smukt
Hans Villie, som den sender.

5 Hver salig er den Stad og land,
Som af gud selv regjeres,
Det Hus, hvor baade
Kvinde og Mand
Af Herrens Aand veiledes!
Derfor se til,
Du from og stil'
I Troen hem paakalder!
Foruden hans Haand
Hvert Hus og Land,
Hvor stærkt det synes, falder.

6 Thi prise vi dig, o Fader sand,
Som os din Hjælp mon sende,
Derhos din Søn og Helligaand!
Med Tak vi alle bekjende,
At du saa vel
Til Liv og Sjæl
Vil dine Børn bevare.
Ak, frels vort Land
Alt ved din Haand
Fra Vaade og fra Fare!

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #242