1 Herre! jeg hjertelig ønsker at fremme din Ære,
Dertil du skabte mig, at jeg din Tjener skal være.
Hvor er jeg sæl,
Som kan med Liv og med Sjæl
Tjene saa naadig en Herre!
2 O, at jeg kunde i Gjerning saa gjerne, jeg vilde,
Prise dig Fader, al Miskunds og Kjærligheds Kilde!
Til alt dit Værk
Gjær mig lærvillig og stærk,
Lad mig dit Venskab ei spilde!
3 Væk selv mit Sind, og opmuntre mig flittig at sjunge,
Til din Taksigelse løsne min stammende Tunge!
Immanuel,
Du bør i Legem og Sjæl
Prises af Gamle og Unge!
4 Du er den Første og Sidste, som alle Ting bærer,
Du er den Vise og Gode, alt Levende nærer,
Intet bestaar,
Ingen sit Endemaal naar
Uden ved dig, som regjerer.
5 Du er den kjærlige Fader, som Sønnen udsendte,
For os Fortabte fra Døden til Livet at hente;
Din Miskund gjør,
At vi, Dødskyldige, tør
Livet og Salighed vente.
6 Du lader Naade ved Aanden i Hjertet nedflyde,
Du giver Kraft udi Trængsler til gjennem at bryde;
DiN søde Trøst
Salver det saarede Bryst,
Naar vore Klagemaal lyde.
7 Naade–ak hellige, søde Guds Rørelsers Glæde!
Forsmag paa det, som deroppe i Herligheds Sæde
Øses skal ud,
Naar for vor Saligheds Gud
Vi skal i Lyset fremtræde!
8 Naaden, ak kan den saa liflig om Hjerterne lette,
Hvad vil da Herligheds Fylde i Himlen udrette!
Sødeste Gud!
Hvo kan vel tænke det ud?
Hvo kan dig takke for dette?
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #232