Hvi vil du dig saa klage

1 Hvi vil du dig saa klage
Og give, kjære Sjæl,
Dig saa med Sorgen plage?
Tro dog din Frelser vel,
Og vær i hannem fro!
Han veed din Sag at vende
Til god og lyksom Ende,
Det skal du stadig tro.

2 Han aldrig dem forlader
I nogen Modgangs Tid,
Som kjende ham for Fader
Og slaa til ham sin Lid;
Ser det end farligt ud,
Saa tør du ikke grue,
Du skal dog Frelse skue
Fra al Miskundheds Gud.

3 Han aldrig monne glemme,
Hvad Nød du i er stedt,
Thi skal du dig ei græmme,
For Mennesken' er vred;
Kun ti, og lid og bi!
Vil han dig Hjælp tilskikke,
Saa kan al Verden ikke
Der gjøre Hinder i.

4 Om Satans Hær end sværmer,
Saa er dog Gud din Borg,
Som altid dig beskjermer,
Og redder af al Sorg;
Om hele Helvede
Sig ind imod dig sætter,
Det intet dog udretter,
Guds Vilje dog maa ske.

5 Skal det og hart tilgange,
Saa vrid dig ei derved,
Det gaar saa andre mange
I denne Usselhed;
Langt bedre det dog er
Med Guds Folk her at lide,
End finde hisset Kvide
Og evig Døds Ufærd.

6 Lad dig derfore nøie
Med det i Jesu Navn,
Som Gud vil selv tilføie,
Det alt er til dit Gavn;
Dit Haab paa ham kun stil!
Hvad Harm der er for Haande
Dig frelse af al Vaande
Han baade kan og vil.

7 Derfor jeg ham hengive
Vil mig og al min Id;
Gud unde mig at blive
Derved til evig Tid!
Det alt behager mig,
Som Herren selv behager,
Jeg veed, han Omsorg drager
For mig saa faderlig.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #567