Hvor salig er dog her den Mand

1 Hvor salig er dog her den Mand,
Som sig i Tide skikker
Til Døden, mens han leve kan,
Og i sit Sing fast trykker
Den sidste Livets tid og Maal;
Naar Gud da vil, dem komme skal,
Er han bered at vandre.

2 Os alle rammer Dødens Ve,
Os alle den borttager;
Men Tiden, naar som det skal ske,
Og hvordan Gud behager,
Ved her slet intet Menneske;
Gud kun vort Levnets Maal kan se,
Som han os har beslikket.

3 Vor Tid er kort, den er en Strøm;
Vort Levnet vi bortdriver
Ret som en Snak og som en Drøm;
Hvo sig til Verden giver,
Han farer mer og mere vild,
Besnæres udi Syndens skyld,
Og kan jo let omkomme.

4 Hvormange i den bedste Tid
Ret hastig ere døde!
Hvormange uden Bedrings Flid
Med Ve er bleven øde!
I deine Tanker dette bær,
At hver en Stund den sidste er,
Deri du kan bortrykkes!

5 Hvo, som til Enden spar sin Bod,
Han maa i Fare blive;
Om Gud vil end ham være god,
Fornuft og Tid at give,
At han til Gud sig skikker ret,
Han kan saa snart forsømme det,
Som opsat blev saa længe.

6 Paa Enden tænk, i hvad du gjør!
Derved du Syndens Snare
Og Verdens Ondskab fra dig før;
Vil du med Fred henfare,
Forløst fra evig Helvedstrid,
Da skal du her i Naadens Tid
At dø med Flid begynde.

7 Ak, lader os da frygte Gud,
Gaa paa hans Vei med Glæde,
Og, naar vi vandre i hans bud,
Til Døden os berede;
Et frit Mod os da sendes til;
Naar Døden Hjertet knuse vil,
Vi kan da salig vorde.

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #695