Kom, Menneske, betragte mig

1 Kom, Menneske, betragte mig!
Du er, jeg var ilive,
Paa Jorden har jeg lignet dig,
Hvad jeg er, skal du blive;
Jeg gik foran, mig følger du,
Tænk derfor ei i Sid og Hu,
At du kan Død undvige!

2 Bered dig, gak fra Verden ud,
Betænk dit Lives Ende!
Naar man foragter Dødens Bud,
Har man den tidt ihænde!
I Dag er det tilfaldet mig,
I Morgen kan det gjælde dig,
Ja mulig denne Aften.

3 Sig ei: jeg er af Ungdoms Flok,
Jeg kan her længe blive;
Ak nei, du snart er gammel nok
Den Aand fra dig at give;
Det meget snart med dig er gjort,
Ei Døden agter Alder stort;
Hvi vil du Andet tænke?

4 Ak, ak, det er at klage værd,
Og maa vel Sindet krænke,
At Mangen ei sin Sjæl har kjær,
Ja vel iblandt tør tænke,
Han ei i Ungdoms Blomster dør,
Da dog vi tidt Exemple hør,
At Døden Unge gjæster.

5 Hver Gang du aander, du en Part
Af Livet fra dig giver;
Naar mindst du venter Dødens Fart,
Dens Følgesvend du bliver;
Du Regning gjør paa tusind' Fjed,
Fra Graven knap en Fingers Bred,
Du Døden bær i Barmen.

6 Sig ei: jeg er ret frisk og fund,
Mig smager det, jeg spiste;
Ak, det kan ske, at denne Stund
Afpasses din Ligkiste;
Hvo ved, lm du i Dag ei nød
Den sidste Mad, det sidste BrOd,
Bered dig da til Døden!

7 Du levnet er en Røg, en Svamp,
Et Glas, en Sne, en Skygge,
En Drøm, en Gnist, et Løv en Damp,
Hvorpaa man ei kan bygge;
Naar man sin Tanke midst har sat
Til Døden, heder det god Nat,
Jeg engang her har været.

8 Idet du lever, lev da saa,
At du kan salig blive1
Du ved ei, naar og hvor du maa
Dig Døden overgive;
Ak, tænk dig om, dit Hus beskik,
Tænk dog, du om et Oieblik
Kan staa i Evigheden!

9 Du er da færdig eller ei,
Du ligevel maa vandre,
Naar du skal gaa al Kjødets Vei,
Det gaar dig som de Andre;
Lad derfor det erindre dig:
Opstandelsen vil vorde lig
Din Død og Livets Ende.

10 Ak, tænk ei, det har ingen Nød,
Jeg Pønitens' vil gjøre,
Naar Sygdom varsler om min Død,
Gud skal mig ve bønhøre;
Hvo ved, om du en Sygdom faar,
Om du ei brat fra Tiden gaar,
Hvor gaar det da dig Arme!

11 Tilmed, hvo som i Sikkerhed
Frit synder paa Guds Naade,
Han paa det Sidste stødes ned
I Helved-Ve og Vaade;
Dø derfor daglig, før du dør,
At du kan undgaa Stans Klør,
Naar Gud vil Verden dømme!

12 I hvad du gjør, gjør hvert et Fjed
I Dødens søde Tanker,
O tænk: mon jeg og er bered,
Om han paa Døren banker?
Kan jeg og glad i Graven gaa?
Kan jeg og for min Gud bestaa?
Saa er din Død til Livet.

13 Saa bliver du fra Døden fri,
Naar Gud til Doms vil komme,
Til Fred og Fryd lodtagen i
Guds rige hos de Fromme;
Vær færdig da, at Døden kan
Afslutte al din Jammerstand;
Tænk Menneske, paa Enden!

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #359