Min Sjæl nu love Herren

1 Min Sjæl nu lover Herren,
Hvad i mig er hans hellige Navn;
Sin Godhed rundelig giver,
Thi skal du altid takke ham;
DinSynd har han udslettet
Og lægt dine store Saar;
Dit arme Legem husvaler,
Tager dig saa vel i Forsvar.
Med vældig Trøst beskjærmer,
Dig ung som Ørnen gjør;
Herren alle Christne vel trøster,
Som trænges i Verden her.

2 Sin Lov har han os givet,
Sit hellige Ord og sammelund,
Sin Godhed de Christne indlivet,
Hans Barmhjertighed se vi allen stund,
Sin Brede lader han vel fare,
Lønner ikke, som vi have tjent;
Sin Miskund hos Ingen vil spare,
Til Ydmyge har han sig vendt,
Hans godhed er over dem alle,
Som gjerne vil frygte ham,
Vor Synd lader han bortfalde,
Og aldrig vil tænke paa den.

3 Som her en Fader forbarmer
Sig over sins Børn og Smaa,
Saa gjør og Herren os Arme,
Naar hannem ret vi frygte saa;
Han ved vor Skabning er ringe,
Slet Støv og Muld forvist,
Ret som det Gr"s udi Enge,
Og en Urt, som Blomstret har mist,
Naar Veiret der hart paafalder,
Da findes det ikke mer:
Saa gaar det med vor Alder,
Vort Endeligt er os nær.

4 Man Herrens Miskund alene,
Den bliver nu og evindelig,
Alt hos sin Brud den rene,
Som hannem frygter hjertelig
Og holderhans Bud og Billie;
Han bor i Himmelen vist,
Hans Engle ham der tjene
Og prise med høien Røst,
Den store Herre til Ære,
Og synge hans hellige Ord,
Min Sjæl hans Lov skal lære
Alt med den ganske Jord.

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #35