O at jeg havde tusind munde

1 O, at jeg havde tusind Munde,
Og tusind Tunger i hver Mund,
O, at jeg efter Ønske kunde
Udaf mit Hjertes dybe Grund
Ret prise Gud, som det sig bør,
For alt det gode, han mig gjør!

2 Tak være dig, min fromme Fader,
Til evig Tid for Liv og Sjæl,
Tak ske dig for, hvad du tillader,
Og sender til mit sande Vel,
For alt, hvad mig til Nytte staar,
Saa vidt som Solens Straaler gaar!

3 Hvis Omhu er det, som mig favner,
Og lader hvile i sit Skjød?
Hvo gjør at jeg slet intet savner,
Hvo giver mig mit daglig Brød?
Du, du, o Herre Zebaot,
Mig overøser med alt Godt!

4 Min søde Jesus, dig ske Ære,
At du af idel Miskundhed
Mod mig saa naadig vilde være,
Mig ved din Død og blodig Sved
At redde ud af Satans Garn,
Og mig antage til dit Barn!

5 Ei mindre Lov og Tak og Ære,
O Helligaand, dig ydes bør,
Som ved din Trøst og Himmellære
Mig til en Livsens Arving gjør;
Hvis der er noget Godt i mig,
Det jo alene er af dig.

6 Fra spæde Ungdoms første Dage
Har det behaget dig, min Gud,
Igjennem Surt og Sødt at drage
Min Sjæl fra Verdens Lyster ud;
Jeg midt i al min Nød blev var,
At du selv Omhu for mig bar.

7 Hvi skulde jeg da ei med Glæde
Bestandig love Herrens Navn,
Og midt i Modgangs Vande kvæde
Hans Pris, som er min Sjæle Havn!
Om Himlens Hvælving end faldt ned,
Jeg ikke blinkede derved.

8 Thi vil jeg mig paa Andagts Vinge
Fra Jordens tunge Klode op
Med alle Sjælens Kræfter svinge
Imod den høie Himmel-Top,
Og raabe: Gud, evindelig
Ske Tak op Pris og Ære dig.

9 Med Sang paa Sang jeg dig vil ære,
Saa længe Tungen rører sig;
Jeg vil dig Takke-Offer bære,
Saa længe Hjertet slaar i mig,
Naar Munden ei er mer istand,
Jeg stammer sukke, hvad jeg kan.

10 Ak, tag imod, hvad jeg kan bringe
Af Lov og Pris fra Jorderig!
I Himlen skal det bedre klinge,
Naar jeg er bleven Engle lig,
I høie Kor jeg synger da
Dig Evigheds Halleluja!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #514