1 Det koster ei for megen Strid,
En himmelfindet kristen Sjæl at blive,
Er vor Natur end ikke mild og blid,
Naar den i Kristi Død sig hen skal give,
Saa giver Gud den gudhengivne Aand
Dog Overhaand, Dog Overhaand.
2 Gjør som et Barn, og læg dig ned
I Jesu Skjød og hjertenshulde Arme,
Han skal dig, som sit Barn, med Kjærlighed
Da ved sit Frelser-Hjerte gjennemvarme,
Mon det er svart, naar man er ham saa nær,
At faa ham kjær? At faa ham kjær?
3 Gud intet Ondt dig gjøre vil,
Men al din Ve den gjør din egen Vilje;
Byd Gud dit arme, bange Hjerte til,
Han skal det snart med Trøst og Glæde stille,
Giv Gud din Vilje, at din Vilje snart!
Saa er det klart, Saa er det klart.
4 Kast al din Frygt og Banghed hen;
Hvi skal den meer dit arme Hjerte plage?
Væk op dit Sind til Hjertens Fryd igjen!
Hvo vilde her i Naadens Tid forsage?
Siig: Fader, tag mit Hjertes Trængsel bort!
Saa er det gjort, saa er det gjort.
5 Vær stille i Taalmodighed,
Naar du din Faders Hjælp ei straks kan finde,
Forser du dig, saa gak den Vei, du veed,
Og lad dig straks i Jesu Blod forbinde,
Saa er din Feil, og hvad du har forseet,
Som aldrig skeet, som aldrig skeet.
6 I Troen hav en Hjertens Ro,
Naar Trængsels Nat og Mørkhed dig vil dække,
Din Fader kan du altid sikkert tro,
Lad dig kun ingen Vind og Fare skrække!
Ja ser det surt og mørkt i hver en Krog,
Saa tro kun dog! Saa tro kun dog!
7 Saa skal dit Lys igjen opgaa,
Og Solen skinne efter Nattens Skygge,
Hvad du har troet, skal synlig for dig staa,
Paa Gud du kan frimodig altid bygge;
En Kristen i en salig Tilstand staar,
Ihvor det gaar, ihvor det gaar.
8 Op, op min Aand, i Haab og Tro,
Saa sød en Gud dig fuldt at overgive!
Gak ind, min Sjæl og nyd den søde Ro
Din Jesus skal din Trang saa let fordrive,
Med al din Nød dig i hans Arme kast!
Han holder fast, Han holder fast.