1 Guds Naade og Aarvaagenhed,
Hans Omhu og hans Øie,
Derpaa kun faa at skjønne veed,
Og hvor han agter nøie,
At han os i sin Vingaard kan
Indkalde, hver udi sin Stand,
Og saligt Gavn tilføie.
2 Ved Verdens Morgen da opgik
Hans Naades Straaler vide,
Som Kraft og megen Styrke fik
Ved høie Middags-Tide;
Der det mod Verdens Aften leed,
Blev han ei af sin Omhu kjed,
Men saa, hvor vi mon lide.
3 Han hegned sig en Vingaard ind,
Og kaldte os med Milde,
At vi, som stod med dovne Sind
Alt ud mod Aften silde,
Vi skulde der Guds Arbeid faa,
Og frem i Flid og Frugter gaa,
Som han forvente vilde.
4 Men i Guds Vingaards ædle Lyst
Den gamle Orm indbryder,
Og op i Arbeids-Folkets Bryst
En Hovmods Tanke skyder;
De, som Guds Arbeid meest har gjort,
De agte ikke andre stort,
Men sine egne Dyder.
5 De, som paa Arbeid aarle kom,
Og lode sig indbede,
Som bare Dagens Byrde om
Udi den sterke Hede,
De vente større Løn at faa
End de, som kun en Time gaa,
Og have kort at svede.
6 Men Gud, som er paa Naade rig,
Foruden maal og Ende,
Den Sidste gjør den Første lig,
Og lader derved kjende,
At intet vi fortjene kan,
Men Lod udi Guds Himmelland
Den vil hans Naade sende.
7 O Gud, hvad er dog al vor Daad,
Vor Tanke og vor Tale,
Vor Adferd og vort Hjertes Raad,
Hvor fagre vi dem male?
Naar du os i dit Lys beser,
Da er vort Guld kun ringe Leer,
Hvoraf saa høit vi prale.
8 Vi derfor alle vente paa
Vor Deel i Herrens Glæde,
At vi skal den af Naade faa
Fra Herrens Stol og Sæde
For, Jesu, din Retfærdighed,
Ja for din Død og blodig Sved,
Det er vor Tro og Glæde.
My Starred Hymns
My FlexScores
My Hymnals
My Purchased Files
