1 Den Nat, da Jesus blev forraadt,
Af Vold og Uret undertraadt,
Da stifted' han sin Nadver ind,
Oplod sit Guddoms Hjert' og Sind.
2 Da tog han BrOdet i sin Haand,
Velsignede det ved sin Aand,
Brød det og sagde: Tager det
Og æder nu en Himmelret!
3 Det Brød mig sande Legem er,
Som bliver ofret for Enhver,
I derved mindes skal min Død,
Saa tidt I æde dette Brød.
4 Han tog og Kalken ligesaa,
velsignede den og derpaa
Han sagde: Drikker her mit Blod,
Den nye Pagtes Naadeflod!
5 O drikker Alle, lædskes nu,
Og kommer mig derved ihu,
At jeg drak Dødens bitre Skaal
For eder ud i fulde Maal!
6 O Jesu, naar jeg tænker paa
Den Nat, der randt af Helvedvraa,
Den Nat, da du blev hen forraadt,
Og stukket grumt af Slangens Braad;
7 Da undres jeg saa hjertelig,
At Naadens Sol randt op i dig,
Og at ei Verden blev forladt
Udi en evig Dødsens Nat.
8 O det, som nogen plaget Mand
Udi al Verden lide kan,
Er kun et Gran at ligne mod
Alt det, du denne Nat udstod.
9 Dog vilde du, om end du saa
Guds grumme Vrede paa dig laa,
Os te en Sol af Kjærlighed,
Ret som at Verdens Sol gik ned.
10 Dit Testament du, Jesu, skrev,
Af Naade fuldt, som hentet blev
Ret fra din Guddoms Hjerterad,
Beseglet med din død og Blod.
11 Jeg takker derfor inderlig,
O hjertesøde Jesu, dig,
Og med et ydmygt Hjerte vil
Dit Naadebord fremtræde til.
12 Jeg tror dit Ord, som du har sagt,
Hvori din Sandhed ind er lagt;
At jeg med BrOdet faar dit kjød,
I Vin dit Blod, som af din flød.
13 Fornuften hjemme blive maa,
Naar jeg til Herrens Bord vil gaa;
Jeg tror og æder denne Ret,
Og bliver af min Jesus mæt.
14 O Jesu, gjør det ved din Aand,
At dog Guds egen Kraft og Haand
Berede kan mit Hjerte saa,
Jeg altid værdig did kan gaa!
15 Bestyrk du selv min svage Tro,
Ryd Vantro af mit Hjertes Bo,
Saa jeg, til evig Salighed,
Slet intet uden Jesum ved!
16 Du med dig selv mig saa foren,
At Synd og Nød og Dødsens Men
Os aldrig mere skiller ad,
saa dør jeg i dig fro og glad!
Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #202