1 Den signed Dag er os beted,
Thi maa vi freidig kvæde,
Christus er fød, det er nu sked,
Thi maa vi os vel glæde.
Han er et Barn saa underligt,
Fagert og skjønt og lysteligt
Alt inden sin Manddoms Ære,
Hans Magt der er utænkelig,
Hans Kraft den er ukrænkelig
Alt inden sin Guddoms Ære.
2 Den Moder hum er Datter her,
Og Sømmen, han er Fader,
Hvo haver hørt slig sælsom Færd,
At Gud jeg føde lader!
Den Svend han haver Herremagt,
Paa alle Ting saa giver han Agt,
Det gaar over alle Sinde!
Han baade nær og langfra er;
Derover undres maa enhver,
det gaar over alle Sinde!
3 Den, som har Alting i sin Bold
Og Himlen haver at raade,
Han fødtes i en Asenstald,
For Oxen og Asen baade.
Han Sol og Maane haver gjort,
Al Verden skabte han med et Ord,
Planeter og alle Stjerner;
Han hvilters, i en Krybbe saa trang,
For Mennesket vilde han lide den Tvang,
Vi glædes i hannem saa gjerne.
4 Christ er fød af en Jomfru ren,
Guds Søn er Menneske vorden,
Som Rosen springer af Liljegren,
Imod Naturens Orden;
Han fødtes af en Jomfru ung,
Hendes Byrde var let og ikke tung,
Det kunde vel Jesus raade;
Guds Søn han laa ved Moderbryst
Og diede som Barn med Lyst,
Stort Under overmaade!
5 Som Solen ganger gjennem et Glar,
Og det vorder intet til Skade,
Saa er Maria en Jomfru klar
Udaf den Helligaands Naade.
Og salig er den Barne-µo'r,
Som Herren Gud gav Naaden stor,
At hun skulde Jesum føde,
Og saligt er det Liv, ham bar,
Han, som selv Livets Fyrste var
Og frelste os af Møde.
6 Den Keiser lad byde over alt sit Land,
Han lod det Folk beskrive,
Al Verden stod da til hans Haand,
de skulde ham Skatten give.
Op stod Maria og Joseph glad,
Saa fore de til Bethlehems Stad,
De kunde ikke længer komme;
Og der det led til Midnatstid,
Da fødtes den Herre baade mild og blid
Os alle til Glæde og Fromme.
7 Den Engel taler til Hyrderne saa,
Han sik saa vel til Orde,
Der han fandt dem paa Marken gaa
Og vogte deres Hjorde:
Nu Himmeriges Konge er fød,
Al Verdens Sorrig er forød,
Det maa vi visselig agte;
Han er en Herre over Engle chor,
En Høvding over dem, paa Jorden bor,
Fager i alle sine Fagter.
8 Den Herre Gud, som os har skabt,
Lod sig dertil bekvemme,
At frelse dem, som var fortabt,
Alt ud af Djævelens Gjemme;
Forlad os det, som vi have brudt,
Und os at gjøre, som for dig er godt,
Bor Hu fra Synden vende;
Lad os leve i stadig Tro,
Med dig at blive i evig Ro
Og Fred foruden al Ende.
Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #75