1 Den Vei, du gik i Kors og Trang,
I Bøn og Strid og Møie,
Mine Jesus, Livets snevre Gang,
Lad mig den kjende nøie!
Om ogsaa Kjød og Blod
Vil sætte sig imod,
Jeg dog frimodig haster frem,
Og stræver kun til Himlen hjem.
2 O, lad mig, som din Naades Kar,
Af Naade overflyde!
Den arme Verden intet har,
Som Sjælen ret kan fryde.
Mit Liv, mit Himmerig,
O, drag mig efter dig,
At jeg dig trolig følge maa,
Og ei i Verden stille staa!
3 Dit Lys bestraale Korsets Dal,
Og altid for mig brænde,
Paa det at jeg fra Dines Tal
Mig aldrig lader vende,
Men følger op og ned
Med stor Frimodighed,
Og, tænker paa, hvor hardt det var
For dig, da du min Pine bar!
4 Hvor vil jeg glædes da engang,
Naar jeg dig tro er blevet,
At ingen Møie, Spot og Trang
Har mig tilbage drevet,
At jeg dit Ord og Røst
Har ene fulgt med Lyst,
Og frem for al Ting sat mig for
At træde kun i dine Spor.
5 Nu vel, jeg vover paa dit Ord,
Og vælger Torner dine!
Jeg veed, de roser, derpaa gror,
Forsøder al min Pine,
At trængsel gjør mig godt,
Er Vei til Ærens Slot.
O, hvor er den dog himmelklog,
Som favner Jesu søde Aag!
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #424