Det mulner mod den mørke Nat

1 Det mulner mod den mørke Nat,
Og Dagen er nu paa sit sidste Fjed,
Mod Besten haver Solen sat
SinGang hen til sit vante Nedgangssted;
I Jakob rinder dog en Stjerne op
Saavel i Dale som paa Bjergetop.

2 Lad mørknes ikkun immerfort,
Jeg gruer dog for aldrig nogen Ting,
Naar Lysten bliver fæl og fort,
Saa lyser Jesus om mig rundt omkring,
Hans Aand i mig et Lys oppustet har,
Som over alle Verdens Blus er klar.

3 Nu vil jeg falde ydmyg ned
Og kysse Støvet for min Herres Fod,
Fordi hans store Miskundhed
Er saa mangfoldelig mig overgr'd;
Før Solen skal mig slet af Syne gaa,
Vil jeg med Hjertens Tak for Herren staa.

4 Paa mine Dages Rime-Stok
Har Gud selv tegnet Lykke, Liv og Brød,
Gud giver mig dt Nøisom' nok,
Om Guld end ikke regner i mit Skjød.
Jeg kysser paaGuds Haand og takker til,
som hver dag mig min Nodtørft skille vil.

5 Har Satan spundet Snæregarn
At føre mig idag til Synd og Skam,
Hans Anslag bleven er til Skarn,
Gud lærte mig at se hans Skalke-Ham;
I Troens Skjold han sine Pile brød,
Han fandt mig levende i Christi Død.

6 Men ak, jeg arme Adams Barn,
Urenhed sidder paa min Kjortelslig;
Jeg falder tidt i Skam og Skarn
Og er Guds Villede slet ikke lig;
Mit Hjertes Tanke, ja mig ord og Daad
Med Syndens onde Frø er ombesaa'd.

7 Af dette onde Kildervæld
Er Synd og Last idag og boblet op,
Men af min Skam og mit Uheld
Tag Jesus villig paa sin blodig' Krop;
Ved hannem jeg og megen Naade faar,
Han skjuler mine skamfuld' Syndesaar.

8 Jeg skikker mig til leie nu,
Og mine Klæder fører jeg mig af;
Ved Sengen kommer jeg ihu
Min Domme-Dages Seng og Hvile-Grav,
Hvor Verdens Herlighed jeg skal afstaa
Og kun et Svødelagen med mig faa.

9 Omkring mig, naar mit Lys er slukt,
Jeg finder Myggen mig at stikke paa;
Jeg tænker da naar jeg er lukt
I al min Eiendom, i Gravens Braa,
Hvor Orme da skal vrimle i min Hud
Og æde disse Verdens Lyster ud!

10 Men efter mørken Midjenat
Da hører jeg det klingre Hanegal,
At Verden er til Side sat,
Min Tanke er da udi Himmelsal,
Hvorfra jeg ved Basunenes stærke Lyd
Paa Dommedag opv"kkes skal til Fryd.

11 I disse Tanker vil jeg aa
en rolig Søvn inat at tage mig,
Guds ansigt over mig skal staa,
hans Engle mig beskjærme vældelig;
Min Sjæl i Gud skal tryggeligen bo,
Af Satan og mit Kjød ei faa Uro.

12 Gud, trøste dem, som ere nu
I deres Dødsminut og Afskeds tid!
Kom syge Lemmer og thu,
Giv dem Taalmodighed og vær dem blid!
Glem ikke Nogen iblandt hver af dem,
Som du selv kjender for dit Legems Lem!

13 Jeg dermed mig nu kaster ind
Udi min Herres Arme og hans skjød,
Han lyser op mit mørke Sind
I Søvne, ja udi den grumme DOd.
Saa sover jeg med Herrens Fred og Ro,
I Liv og Død alt lige fuld af Tro.

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #488