Far, verden, far vel

1 Far, Verden, far vel!
Jeg kjedes nu længer at være din Træl,
De byrder, som du mig har byltet oppaa,
Dem kaster jeg fra mig og vil dem forsmaa,
Jeg river mig løs, og jeg kjedes nu ved
Forfængelighed, Forfængelighed.

2 Hvad er det dog Alt,
Som Verden opsminker med fager Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
Det er jo kun Skrov-Is og Skarn og Fortræd
Forfængelighed, Forfængelighed!

3 Hvad er mine Aar,
Som smygende svinder og snigende gaar?
Hvad er min Bekymring, mit tankefuld' Sind,
Min Sorrig, min Glæde, mit Hovedes Spind?
Hvad er mit Arbeide, min Møie, min Sved?
Forfængelighed, Forfængelighed!

4 O Rigdom og Guld,
Du Joderigs Afgud i skinnende Muld,
Du est dog af Verdens bedragelig' Ting,
Som voxer, aftager og vexles omkring,
Du est dog i høieste Mærke og Med
Forfængelighed, Forfængelighed!

5 Ak, Ære, hvad er,
Hvad er dine Kroner og Krandse, du bær?
Misundelse sidder dig altid paa Ryg,
Du hemmelig stødes, og sjelden est tryg.
Du ofte der snubler, hvor Andre de gled–
Forfængelighed, Forfængelighed!

6 Ak, Yndest og Gunst,
Du hastig opkomne og faldende Dunst,
Du kunstig' Opblæsere, vistende Vind.
Som tusind' har Øine og dog løber blind!
Hvad est du, naar man dig ved Solen har set?
Forfængelighed, Forfængelighed!

7 Ak, Venskab og Tro,
Som alt efter Lykken vedst Fløiet at sno,
Du smukke Vedragere, heldige Skalk,
Som skuffer saa ofte i Drøvelsens Kalk!
du est, som og jeg af forfatenhed ved,
Forfængelighed, Forfængelighed!

8 Ak, kjødelig Lyst,
Som Mangen med dødelig Læbe har kyst,
Dit fængende Tønder, din flyvende Gnist
Har Mangen i evige Luer henvist,
Din Skaal synes Honning, men Drikken er led,
Forfængelighed, Forfængelighed!
_________________
9 Saa far da, far vel!
Du skal nu ei længer bedrage min Sjæl,
Bedragelig' Verden, jeg takker dig af,
Og sænker dig ned i Forglemmelsens Grav,
Jeg længes at bøde min Sorrig og Nød
I Abrahams Skjød, I Abrahams Skjød.

10 Der skal mine Aar
Begyndes i Evigheds deilige Vaar,
Der skal ikke Dagen ved Solen opgry,
Ei Maanen tilmaale migRæ eller Ry;
Men Jesus er Solen, hvis Straaler er stro'd
I Abrahams Skjød, I Abrahams Skjød.

11 Min Rigdom og Guld
Skal være af idet Bestandighed fuld,
Den skal ikke Tyven bestjæle mig da,
Den skal er Spidsfindighed skakre mig fra;
Min Rigdom er fri for al Jorderigs Stød
I Abrahams Skjød, I Abrahams Skjød.

12 Jeg Ære skal faa
Fra Thronen, min Jesus han sidder oppaa,
Mig Kronen skal gives med Herlighed fyldt.
Med Blodet af lammet alt over forgyldt,
Den faar jeg, om Satan end selv det fortrOd,
I Abrahams Skjød, I Abrahams Skjød.

13 Med Yndest jeg skal
Fremskinne blandt Englenes hellige Tal
Misundeligt Øie mig ikke skal se,
Guds Ansigt mig altid i Øine skal le,
Der skal jeg bespotte den avindsyg' Død
I Abrahams Skjød, I Abrahams Skjød.

14 Der har jeg en Ven,
Min Jesus, som elsker og elskes igjen,
Mit Øie der ser ham, saadan som han er,
Han Kjærligheds Himmelblus stedse frembær,
Ved Aanden staar Kjærlighed evig i Glæd
I Abrahams Skjød, I Abrahams Skjød.

15 Min Lyst og min Fryd
Forfriskes ved Engle-Basuner og Lyd,
Men Gud er al Lysten for mig og for dem,
Far op da, min Sjæl, og al Verden forglem!
Men glem ei, at Lysten er evig og sød,
I Abrahams Skjød, I Abrahams Skjød!

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #396