1 Mig lyster nu at træde
Hen ned til Jordans Vand,
Og stille mig med Glæde
I Herrens Naade-Strand,
At se det store Haab,
Den Naade Gud har skiftet,
Den Pagt, som han har stiftet
Med mig udi min Daab.
2 Johannes vel med Rette
Maa høilig undres paa,
At sig saa lavt vil sætte
Den Største, Øiet saa,
At du, af hvem han selv,
Endog han er en Døber.
At tvættes høit behøver.
Kom saa til Jordans Elv.
3 Du er jo Himlens Ære,
Og Solens Renhed ei
Med dig kan lignet være,
Ei Stjerners Straale-Vei.
Ja selv Guds Engle maa
Dig med fuld Røst og Tunge
Tre Gange Hellig sjunge,
Og for din Throne staa.
4 Hvad skal da Støv og Aske,
Hvad skal da Jordans Vand?
Vil Renhed selv sig vaske,
Som Hav i ringe Spand?
Johannes sandt det saa,
Du var som Sarons Lilje,
Men se, det var Guds Vilje,
Og den fuldkommes maa.
5 Du vilde Daaben tage
I Jordans blanke Flod,
At lade der tilbage
Den Kraft, os giver Bød;
Af Vand med Aand og Ord
Et Sjælebad du skabte,
Som tvætter de fortabte
Til Gjæster ved Guds Bord.
6 Saa er vi da Guds Poder,
I Jesus planted' ind,
Hans Kirke er vor Moder,
Guds Aand vor Trøst i Sind;
Guds Pagt udi vor Daab
Skal Himlen os oplukke,
Og Satans Brande slukke,
Det er vor Tro og Haab.
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #261