1 Min Jesus, du min Sjæletrøst,
Mit Liv, min Sol min Glæde!
Vil du dog i min Sorg og Brøst
Bort fra mit Aasyn træde?
Vil du mig ensom lade gaa
I Verdens Sorg og Møie,
At dit Øie
Jeg ikke skue maa,
Hvor kan jeg dette døie?
2 Skal for min Modgangs Vintervei
Mai-Maaned aldrig dages?
Skal og ved Himlens Straaler ei
Min Grædesky bortjages?
Skal ingen Honningdraabe mig
Udi mit Bæger falde
For den Galde,
Som skjænkes idelig
For alle Guds Udvalgte?
3 O kjære Sjæl, dit Korsets Pund
Saa tungt du ei bør tegne,
Du har et Ord af Jesu Mund,
Derefter kan du regne:
"En liden Stund" det vare skal,
Saa haver din Elende
En god Ende,
Og skal i Himlens Sal
Til evig Fryd sig vende.
4 Lad da kun Verden glæde sig,
Og sine Børn opamme
I deres korte Himmerig,
Lad dem af Ære bramme,
Af Høihed, Magt og hvad som mer
Dem Lykken her kan skjænke.
Jeg vil tænke:
Naar Jesus til mig ser,
Kan Resten mig ei krænke.
5 Lad Verdens Børn i Hjertet le,
Naar mine Klager lyde,
Og for min Sjæles Sorg og Ve
De falte Taarer flyde,
Lad Verden trykke mig idag
Med al sin Magt og Evne
Gud skal hvene,
Thi han vil selv min Sag
For sig i Rette stevne.
6 Kom Kors og Kummer, kom da, hvad
Den onde Verden giver,
Vi gladelig skal skilles ad;
Thi Jesus han indliver
Udi min Sjæl saa kraftig Trøst,
At med hver Øie-Draabe
Jeg kan raabe:
Gud høre skal min Røst,
Det kan jeg tro og haabe!
Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #379