Nu Jesus til sin Pine gaar

1 Nu Jesus til sin Pine gaar,
Ham Taaarerne i Øine staar,
Han brister i at græde.
Hvi græder du, som giver Trøst,
Hvi græder alle Kristnes Lyst,
Hvi græder Himlens Glæde?

2 Var det, fordi du kunde se
Dit Pinested, Getsemane,
Og Dødens Kalk iskjænket,
Der Satan og den store Stad
Til dig at lave Dødsens Bad
Var ret som sammenlænket?

3 Nei, derfor græd min Jesus ei,
Han traadte paa sin Pinsels Vei
Med helligt Mod og Længsel;
Hans Død var besk at tænke paa,
Men større var hans Lyst at faa
Os frelst af evigt Fængsel.

4 Men Sagen var, fordi han saa,
De Fleste skjønne intet paa
Hans bitre Dødsens Vaade,
Men leve hen foruden Bod,
Ja træde paa hans Død og Blod
Og himmelsøde Naade.

5 Dog tænke de i deres Sind,
At de skal løbe lige ind
I Salighedens Rige,
Den Sag maa Hjertet sukke ved,
Som Jesus og paa dette Sted
Ei kan for Graad udsige.

6 Ak, vilde du endnu idag
Betænke ret din Frelses Sag
Med Bedrings Graad og Sukke,
Da skulde denne Taare-Regn
Dig vorde vist et Naade-Tegn
Til Vredens Ild at slukke!

7 Men Satan selv har dig forrykt,
Du lever uden Sans og Frygt,
Og vil dig ei omvende,
Saa Gud maa føre over dig
En jammerfuld og græsselig
Forstyrrelse og Ende.

8 Saa græd da, sikre Sjæl, engang!
Den Tid, den Tid er altfor lang,
Du levet har saa ilde;
Han har dig, som en Stad, belagt
Med sine Taarers Vold og Magt,
O, lad dig dog formilde!

9 Se paa hans vaade Rosens-Kind,
O, se ham ret i Øine ind!
Der blinker Naadens Rige.
Tak, Jesus, for de Taarers Vand,
Som Hjertet mere trøste kan,
End tungen kan udsige!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #505