O herre Gud din lære

1 O Herre Gud, din Lære,
Din Sæd, dit rene Ord,
Som udsaa's til din Ære
I Folke-Hjerters Jord,
Hvor kraftig den sig finder,
Naar du den lader strø,
Maa den dog lide Hinder,
Og tidt i Spiren bø.

2 Paa Veien den alfare
Tidt noget falder ned
For Fod og Fugleskare,
Saa det ei fæster ved.
Er vore Hjerters Ager
En alfar Verdens Vei,
Da kommer Djævlen, tager
Guds Ord, som agtes ei.

3 Oppaa den tørre Klippe
Vel noget spirer straks,
Men Vædsken snart mon glippe,
Gi'r aldrig Korn og Aks.
Saa er og Manges Grøde
Udi vor Kristendom,
Snart runden op, snart øde,
I Kraft og Kjerne tom.

4 Blandt Verdens Torne stride
En Del og skutles bort,
Der maa det Trængsel lide,
Og kvæles inden kort.
Gods, Vellyst, Verdens Ære
De Hjerte-Torne er,
Som klemmer Guds Ords Lære,
At den ei Frugter bær.

5 Den mindste Del kun falder
Udi den gade Jord,
Der naar det Vekst og Alder
Og Frugt Guds gode Ord.
Hvert Hjerte, som vil være
Guds rette Sæde-Land,
Kan tusind Frugter bære
Ved Himlens Dug og Vand.

6 O Gud, du ser og kjender,
Hvad Art af Jord jeg er,
Mit Hjerte-Land sig vender
Mod Verden og det bær
Saa lidet af den Grøde
Og Frugt, du venter dig,
Mit Hjerte det maa bløde,
Naar jeg betænker mig.

7 For Torn og haarde Stene
Min Hjerte-Grund befri,
Hegn mig med Naadens Grene
Fra Verdens Synde-Sti!
Dyrk selv mit Hjertes Ager,
Den Frugt maa bære saa,
Som det dig, Gud, behager
Til Ærens Krans at naa!

Source: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #253