Vor frelse til os kommen er

1 Vor Frelse til os kommen er
Af idel Herrens Naade;
Ei hjalp os vore Gjerninger,
De fri os ei fra Vaade;
Men Troen haen til Jesum ser,
Han har gjort Fyldest for Enhver,
Han er vor Midler vorden.

2 Guds Lov den er et helligt Bud,
Vi det ei kunde holde;
Thi blev den os til Dom hos Gud,
Stor Nød det maatte volde;
Den kræver en frivillig Aand,
Men Født er Kjød blev all rig Aand
Fortabte vor vi Alle.

3 Vel falskelig man drømte tidt,
At Loven os var givet,
Som om det stod os ganske frit
At lyde den i Livet;
Den er dog kun et Speil, som klart
Os lader se en syndig Art
Skjult i vort Kjød at brænde.

4 Vor egen Kraft vil ei forslaa
Hin onde Ild at kue;
Saa tidt man prøvet har derpaa,
Men større blev dens Lue.
Det blev kun Skin og Hyklerdaad,
Af Gud fordømt og uden Raad;
I Kjødet er den baaren.

5 Opfyldes maa dog hvad vi brød,
Skal vi ei Døden smage;
Thi sendte Gud sin Søn i Kjød,
Af Døden os at drage.
Den ganske Lov har han opfyldt,
Han Vreden bar, som velforskyldt
Os alle skulde ramme.

6 Og at han bøded, hvad der brast,
Og vandt i Dødens Klemme,
Med Christentro jeg holder fast,
Og skal det aldrig glemme,
Ei Andet tro, min Herre kjær,
Din Død mit Liv, min Frelse er,
Du har for mig betalet!

7 Nei aldrig tviler jeg derpaa,
Dit Ord kan ei bedrage;
Dit gode Ord det siger saa,
At Ingen tOr forsage.
Hvo paa dig tror og bliver døbt,
Ham har du Himlen skjænkt og kjøbt,
Saa han skal ei fortabes.

8 For Gud retfærdig den kun er,
Som Troens Ja kan svare;
Men Troen føder Gjerninger,
Som Lyset Straaler klare.
Ved Troen har du Fred med Gud,
Til Næsten Kjærlighed gaar ud,
Naar ny af Gud du fødes.

9 Guds Lov dig viser Syndens Sum
Og knuser Hjertets Klipper;
Saa kommer Evangelium
Med Trøsten, som ei glipper.
Det siger: Kryb til Korsets Træ,
I Loven er ei Ly og Læ
Og ei i Lovens Gjerning.

10 Vel kan foruden Gjerning god
den sande Tro ei være,
Ret som ei Gren af frugtbar Rod
Kan mangel Frugt at bære;
Retfærdig gjør dog Troen blot,
Dens Gjerning tjener Næsten godt
Og Troens Egthed viser.

11 Saa venter Haabet fast den Tid,
Da Guds Ord Hjertet letter
Og skaber Fryd af Sorg og Strid,–
Den Tid, som Herren sætter.
Hvad bedst er, ved han visselig,
Og han ei mod os bruger Svig;
Thi skal paa ham vi haabe.

12 Frugt ei, om og en liden Stund
Han synes ei at ville,º
Det er en Sky, en Prøve kan,
Han nærmer sig dog stille.
Paa Ordet byg, paa Hjertet ei;
Om Hjertet siger tusind Nei,
Lad det dig ei forfærde!

13 Gud Fader, Søn og Helligaand,
Som frelser os fra Vaade,
Ske Pris med Hjerte, Mund og Haand
For denne store Naade!
Hvad Godt, han har begyndt i os,
Fuldfører han vor Synd tiltrods,
Sit store Navn til Ære.

14 O vorder helliget dit Navn;
Tilkomme os dit Rige;
Din Vilje ske vor Sjæl til Gavn;
Giv dagligt BrOd tillige;
Forlad vor Skyld; i Fristelser
Og fra alt Ondt vor Frelser vær:
Din Magten er og Æren!

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #366