Vor Tro er den Forvisning paa › Representative Texts

1 Vor Tro er den Forvisning paa,
At vi Guds Naade have,
Som ingen af sig selv kan saa,
Men som er Aandens Gave;
Den faste Grund, i Hjertet lagt
Ved Ordet om den Naadepagt,
Som er i Kristo stiftet.

2 Den er et fast og sterkt Bevis,
Som Gud i Hjertet skriver,
At han os, sig til evig Pris,
I Kristo Naade giver,
Saa vi ei meer i Tvilen staa,
Men gribe med stor Sjæls Attraa
Til Jesu Død og Vunder.

3 Et eget Væsen er vor Tro,
Et meget mægtigt Gode,
Som kjendes udi Sjælens Ro
Og gjør os vel til Mode,
Hvad ingen ser, det ser den grant,
Og veed, at det er evig sandt,
Hvad Gud i Ordet lover.

4 Usynlige og høie Ting
Kan Troen se og høre
Og midt i Sukke Frydespring
Mod Naadens Solskin gjøre:
Gud er min Gud! og ved hans Aand
Jeg har alt Himlen i min Haand,
Thi Jesus i mig lever!

5 Hvad vil nu Satans hele Hær
Med mine Synder gjøre?
Lad ham den alle, hver især,
Mig haardt til Hjertet føre;
Jeg veed vel, at min Synd er stor,
Men Jesus siger i sit Ord:
De ere dig forladte.

6 Det Ord, det Ord mig giver Ro
Og er mit faste Anker,
Naar Satan stormer mod min Tro
Med mange Tvilens Tanker.
Hvad agter jeg hans Trusel meer!
Min Tro Guds milde Hjerte ser
Igjennem Jesu Vunder.

7 Er Troen ofte svag, især
Naar jeg af Korset trænges,
Saa maa dog Troen være der,
Saafremt kun Sjælen længes
At finde Hjælp, og merke kan
Af Haabet kun det mindste Grand,
Saa er der Tro i Hjertet.

8 Imidlertid formerer sig
Vor Tro, des meer vi kjæmper,
Især naar Gud tidt underlig
Vor Fiende slaar og dæmper,
Saa vi i Troen haabe kan,
Om end i Korsets mørke Stand
Vi ingen Hjælp kan skue.

9 Jeg veed, paa hvem min Tro er sat,
Ham faar man mig at unde;
Den som har Gud til Hjerte-Skat,
Skal aldrig gaa til Grunde.
Vel den, som bygger fast paa Gud,
Lad det end tumles ind og ud,
Han staar, naar al Ting falder.

10 Saa vil jeg da i denne Tro
Mit ganske Levnet føre,
I Jesu Værdskylds søde Ro
Mit Hjerte trøstigt gjøre;
Hans Aand er mig et Pant derpaa,
At endelig min Tro skal faa
En sød og salig Ende.

M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg: Kirkesalmeboger og Almedigter af Biskop J. N. Skaar, med 79 portræter, og Kirkemusiker og Kirkemusik... #165

1 Vor Tro er den Forvisning paa,
At vi Guds Naade have,
Som Ingen af sig selv kan saa,
Men det er Aandens Gave;
Den faste Grund, i Hjertet lagt
Ved Ordet om den Naadepagt,
Som er i Christo stiftet.

2 Den er et fast og stærkt Bevis,
Som Gud i Hjertet skriver,
At han os, sig til evig Pris,
I Christo Naade giver,
At vi ei mere staa i Tvivl,
Men løbe i en hellig Il
Til Jesu Ord og Vunder.

3 Et eget Væsen er vor Tro,
Et meget mægtigt Gode,
Som kjendes udi Sjælens Ro
Og gjør os vel tilmode;
Hvad Ingen ser, det ser den grant,
Og ved, at det er evig sandt,
Hvad Gud i Ordet lover.

4 Usynlige og høie Ting
Kan Troen se og høre
Og midt i Sukke Frydespring
Mod Naadens Solskin gjøre;
Gud er min Gud, og ved hans Aand
Jeg har alt Himlen i mein Haand,
Thi Jesus i mig lever.

5 Hvad vil nu Satans hele Hær
Med mine Synder gjøre?
Lad ham den alle, hver især,
Mig til Gemytte føre;
Jeg ved vel, at min Synd er stor,
Men Jesus siger i sit Ord:
De ere dig forladte.

6 Det Ord, det Ord mig giver Ro
Og er mit faste Anker,
Naar Satan stormer mod min Tro
Med mange tvivlsomm' Tanker.
Hvad agter jeg hans Trusel mer?
Min Tro Guds milde Hjerte ser,
Igjennem Jesu Vunder.

7 Er Troen ofte svag, især
Naar jeg af Korset trænges,
Saa maa dog Troen være der;
Saalænge Sjælen længes
At finde Hjælp, og merke kan
Af Haabet kun det mindste Gran,
Saa er der Tro i Hjertet.

8 Forstrækkes jeg for mine Feil,
Hvorved sig Satan glæder
Og tener mig med Lovens Speil,
Gud selv imod ham træder.
Saa blinker altid Troens sværd,
Og slaar sig gjennem hver en hær,
Til den sin Jesum finder.

9 Imidlertid formerer sig
Vor Tro, des mer vi kjæmpes,
Især naar Synd og Kjødets Svig
Med hellig Iver dæmpes;
Og vi paa Herren haabe kan,
Naar vi i Korsets mørke Stand
Slet ingen Hjælp kan skue.

10 Jeg ved, paa hvem min Tro er sat,
Ham faar man mig at unde;
Hvem Gud kun holder for sin Skat,
Skal aldrig gaa tilgrunde.
Vel den, som hygger fast paa Gud,
Lad det saa tumles ind og ud,
Han staar, naar Alting ligger.

11 Saa vil jeg da i denne Tro
Mit ganske Liv fremdrage,
Og i min Jesu søde Ro
En himmelsk Glæde smage;
Hans Aand er mig et Pant derpaa,
At endelig min Tro skal saa
En sød og salig Ende.


Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #231

1 Vor Tro er den Forvisning paa,
At vi Guds Naade have,
Som ingen af sig selv kan saa,
Men som er Aandens Gave;
Den faste Grund, i Hjertet lagt
Ved Ordet om den Naadepagt,
Som er i Kristus stiftet.

2 Den er et fast og stærkt Bevis,
Som Gud i Hjertet skriver,
At han os, sig til evig Pris,
I Kristus Naade giver,
Saa vi ei mer i Tvilen staa,
Men gribe med stor Sjæls Attraa
Til Jesu Død og Vunder.

3 Et eget Væsen er vor Tro,
Et meget mægtigt Gode,
Som kjendes udi Sjælens Ro
Og gjør os vel til Mode,
Hvad ingen ser, det ser den grant,
Og veed, at det er evig sandt,
Hvad Gud i Ordet lover.

4 Usynlige og høie Ting
Kan Troen se og høre
Og midt i Sukke Frydespring
Mod Naadens Solskin gjøre:
Gud er min Gud! og ved hans Aand
Jeg har alt Himlen i min Haand,
Thi Jesus i mig lever!

5 Hvad vil nu Satans hele Hær
Med mine Synder gjøre?
Lad ham den alle, hver især,
Mig haardt til Hjertet føre;
Jeg veed vel, at min Synd er stor,
Men Jesus siger i sit Ord:
De ere dig forladte.

6 Det Ord, det Ord mig giver Ro
Og er mit faste Anker,
Naar Satan stormer mod min Tro
Med mange Tvilens Tanker.
Hvad agter jeg hans Trusel mer!
Min Tro Guds milde Hjerte ser,
Igjennem Jesu Vunder.

7 Er Troen ofte svag, især
Naar jeg af Korset trænges,
Saa maa dog Troen være der,
Saafremt kun Sjælen længes
At finde Hjælp, og merke kan
Af Haabet kun det mindste Grand,
Saa er der Tro i Hjertet.

8 Imidlertid formerer sig
Vor Tro, des mer vi kjæmper,
Især naar Gud tidt underlig
Vor Fiende slaar og dæmper,
Saa vi i Troen haabe kan,
Om end i Korsets mørke Stand
Vi ingen Hjælp kan skue.

9 Jeg veed, paa hvem min Tro er sat,
Ham faar man mig at unde;
Den, som har Gud til Hjerte-Skat,
Skal aldrig gaa til Grunde.
Vel den, som bygger fast paa Gud,
Lad det end tumles ind og ud,
Han staar, naar al Ting falder.

10 Saa vil jeg da i denne Tro
Mit ganske Levnet føre,
I Jesu Værdskylds søde Ro
Mit Hjerte trøstigt gjøre;
Hans Aand er mig et Pant derpaa,
At endelig min Tro skal faa
En sød og salig Ende.



Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #165