441. O søde Gud, din Kjærlighed

1 O søde Gud, din Kjærlighed
Den haver ingen Lige,
Min Sjæl, min Mund, min Tunge veed
Den ikke ud at sige!
Jeg i en bundløs Afgrund er,
Naar jeg vil der beskue,
Hvordan du kunde faa mig kjær,
Som intet kunde due.

2 Men du har elsket Verden saa,
At før den skulde blive
Fordømt og ganske undergaa,
Den Søn du vilde give,
Som Døden led i alles Sted,
For alles Synd at bære,
Jeg derfor er i Tallet med,
Des ske dig evig Ære!

3 Din Kjærlighed almindelig
Til alle vilde strække,
Og Jesu Værdskyld vilde sig
Til alles Frelse række;
Den Aands Oplysning er for hver,
Som selv ei Lyset slukker,
Dit Ord og ingen Mennesker
Ud fra din Kundskab lukker.

4 Men hvad har dog bevæget dig,
O hjerte Gud og Fader,
Saa inderlig at elske mig
Og Verden som aflader
Dog ei at synde, men hver Dag
Har Brøst i mange Maade,
Som kan fordærve al vor Sag,
Og spilde os din Naade?

5 Det ikke var vor Deilighed,
Og ei vor Byrd og Stamme,
Den var elendig, som du veed,
Vi kunde intet bramme
Af Rigdom; thi vi arme var
Ved Synd og Satan blevne,
Og, af Naturen Vredens Kar,
Til Død og Skam opskrevne.

6 Vor Dyd og gode Gjerninger,
(Om noget Sligt vi aatte,)
Det gjaldt aldeles Intet her,
Og Intet de formaa'de;
Vor Vilje og vor Kraft var død
Og til alt Godt udu'lig,
At frelse os fra evig Nød
Det kunde de umulig.

7 Men, kjære Gud, din Miskundhed,
Dit bundløs gode Hjerte
Saa til os, der vi ilde led
I vor fortviled' Smerte,
Din blotte Naade forekom
Vor Død og evig Fængsel,
Du haver fyldestgjort vor Dom,
Det var din Lyst og Længsel.

8 Det er ei nogen Drøm og Tant,
Naar jeg mig deri glæder;
Thi det er baade vist og sandt,
Mig Jesu Uskyld klæder;
Min Dom, min Død, min synd saa led
Den lod han sig tilegne,
Men mig igjen Retfærdighed
Lod han ved sig tilregne.

9 Jeg græder, og jeg griber til
Med Angrers salte Taare,
Og finder, hvor Gud kjærlig vil
Se til mig usle Daare,
Og i sit Aasyn agte mig
For Jesu Skyld retfærdig,
Som af mig selv evindelig
Til Dødsnes Dom var værdig.

10 Paa hannem har jeg Troen kast',
Og ved den Tro alene
Jeg paa min Salighed er fast,
Ei Satan skal formene
Paa Gud og paa hans Søn at tro,
Og der mit Anker fæste,
Hvor Aanden til min Sjæle-Ro,
Og sukker til mit Bedste.

11 O fromme Jesus, lad din Aand
Mig herudi bekræfte
I Dødens Stund, at Troens Haand
Saa fast ved dig kan hefte,
At Sjælens sidste Sukke maa
Optrænge til Guds Throne,
En naadig Gud jeg da skal faa
Og Livsens herlig' Krone

Text Information
First Line: O søde Gud, din Kjærlighed
Author: Kingo
Language: Norwegian
Publication Date: 1919
Topic: Pentecost; Skriftemaal; Confessions (15 more...)
Notes: Som: Jeg beder dig, min Herre Gud
Tune Information
(No tune information)



Suggestions or corrections? Contact us



Advertisements