1 O, giver Lyd, I Folk
I alle Verdens Riger!
Gud kalder!–stille dog,
Og merker hvad han siger!
Al Verdens Tummel ti!
Her er ne anden Klang;
Gud selv nu tale vil,
Saa hor dog til engang!
2 Han kalder ved sit Ord
Og sætter stærkt i Rette:
Hvor længe skal min Aand
Med eders Vanart trætte?
Er jeg den store Gud,
Som eder selv har skabt,
Hvi har I da mit Bud
Saa ganske glemt og tabt?
3 Din Ondskab er saa stor,
Du arme Støv paa Jorden!
Jeg kunde finde dig
Med Ban og Skræk og Torden;
Men vil du vende om,
Da sværger jeg derpaa,
Saa sandt jeg lever, skal
Du Liv og Naade faa!
4 Begræd din Daarlighed,
At du har ilde levet,
Saa vil jeg glemme alt
Det Onde, du har drevet;
Jeg aldrig har Behag
I nogen Synders Død;
Kom, tag din Tilflugt til
Min Naades Favn o Skjød.
5 Min Søn til Naadestol
For eder jeg fremsætter,
Hans Pine, Død og Blod
Al Verdens Synd udsletter.
Hvo ret af Hjertens Grund
Paa ham, min Søn, vil tro,
Skal aldrig blive dømt,
Men finde evig Ro.
6 Min Aand selv Troens Liv
I hver en Sjæl skal tænde,
Som sig fra Synden vil
Til mig med Attraa vende,
Og give Mod og Magt
At dø fra Verden af,
Og det alt mer og mer
Bestandig til din Grav.
7 Saa lukker jeg da op
Mit søde Himmerige,
Og lader vidt og bredt
Af ganske Hjerte sige:
O, vender, vender om,
I Folk paa denne Jord,
Saa skal I Naade faa;
Der har I selv mit Ord!
My Starred Hymns
My FlexScores
My Hymnals
My Purchased Files
