Instance Results

Switch back to the old search page.Advanced Search

Showing 151 - 160 of 341Results Per Page: 10 20 50

Jesu, kom dog selv til mig

Author: J. Scheffler; Ukj. Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #117 (1897) Topics: Tredie Søndag i Advent Til Høimesse Lyrics: 1 Jesu, kom dog selv til mig, Og forbliv uryggelig! Kom min Sjæleven saa kjær, Jeg alene dig begjær. 2 Verdens Lyst og Liflighed Giver Sjælen ingen Fred, Vil kun Jesus hos mig bo, Fattes mig ei Trøst og Ro. 3 Verdens Rigdom, Magt og Pragt Holder jeg kun i Foragt, Jesu, din Fornedring er Al den Ære jeg begjær! 4 Tages al Ting fra mig bort, Jeg dit ikke skjøtter stort, Du, o Jesu, er den Deel, Jeg udvælger for min Sjæl. 5 Ingen anden lukkes ind I mit Hjerte, Hu og Sind. Ak, saa kom da, Sjæleven, Driv al Sorgen fra mig hen! 6 Tusind Gange ønskes du, Som er ene i min Hu Tusind Gang' jeg beder dig, Jesu, kom, og bliv hos mig! 7 Nu jeg taalig vente vil, Lægger dette Suk hertil Herre Jesu, trøst mig, naar Jeg af denne Verden gaar! Languages: Norwegian Tune Title: [Jesu, kom dog selv til mig]

Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre

Author: Ludvig Gotter; Brorson Hymnal: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #118 (1919) Topics: Tredje Søndag i Advent Til Høimesse Lyrics: 1 Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre, O arme Synd'res Dag og Sol! Lad intet Forhæng mere hindre Min Indgang til vor Naadestol, Lad den dog ikke gaa iblinde, Som vil saa gjerne Lyset finde! 2 Du ene var og er og bliver Den arme Verdens rige Trøst, Det Vidnesbyrd enhver dig giver, Som kjender dig, vor Hjertens Lyst; Saa stor er ingen Nød at finde, Som ikke for din Kraft maa svinde. 3 Du gjør det, at de Døve høre, De Blinde faa sit Syn igjen, Den Halte friske Trin kan gjøre, Spedalskhed viger for dig hen; De Døde har du Aand og Livet Og alle Arme Lædske givet. 4 Har du nu før saa vældig øvet Dit Herredømmes store Magt, Hvi gaar jeg da saa høit bedrøvet? O Jesus, tag min Sjæl i Agt! Vis, at du endnu er den samme, Som Satans Vælde gjør til Skamme! 5 Du ser, hvordan vi gaa i Blinde, Og sanse ei vor Sjælesag, O lad dog Naadens Lys oprinde, Og gjør det i mit Hjerte Dag, At jeg grandgivelig kan kjende Den Vei, jeg gaar og Veiens Ende! 6 Oplad og gjennembor mit Øre, Blandt dine Tjenere at staa, Som uophørlig gjerne gjøre, Hvad du i Ordet peger paa, Og aldrig andet foretage, End hvad min Herre kan behage. 7 Jeg halter, snubler, gaar i Mørke, Og støder an i lidt og stort, O, lad din Aand og store Styrke Mig give Kraft, og hjælpe fort, Ret frem og faste Trin at gjøre, Saa jeg mig vild ei lader føre! 8 O, hva kan læge og fordrive, Den Synde-Sygdom ond og led? Det kan du, Jesus! Kom at blive Mig Visdom bliv mig Hellighed! Din Død og Lærdom kan alene Mod den fortviled' Jammer tjene. 9 Død er min Sjæl til alt det Gode, Slet intet veed og mindre kan, O lad din Kraft den Skade bode, Give styrket Vilje og Forstand, At jeg et saadant Træ maa være, Som dig utallig Frugt kan bære! 10 Jeg fattig er og fuld af Plage, O naaderige Jesus, kom, Og lad mit arme Hjerte smage Dit søde Evangelium, At jeg endogsaa her i Live Maa derved rig og salig blive! Languages: Norwegian

Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre

Hymnal: Kirkesalmebog #118 (1893) Topics: Tredie Søndag i Advent Til Høimesse Lyrics: 1 Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre, O arme Synd'res Dag og Sol! Lad intet Forhæng mere hindre Min Indgang til vor Naadestol, Lad den dog ikke gaa iblinde, Som vil saa gjerne Lyset finde! 2 Du ene var og er og bliver Den arme Verdens rige Trøst, Det Vidnesbyrd enhver dig giver, Som kjender dig, vor Hjertens Lyst; Saa stor er ingen Nød at finde, Som ikke for din Kraft maa svinde. 3 Du gjør det, at de Døve høre, De Blinde faa sit Syn igjen, Den Halte friske Trin kan gjøre, Spedalskhed viger for dig hen; De Døde har du Aand og Livet Og alle Arme Lædske givet. 4 Har du nu før saa vældig øvet Dit Herredømmes store Magt, Hvi gaar jeg da saa høit bedrøvet? O Jesu, tag min Sjæl i Agt! Vis, at du endnu er den samme, Som Satans Vælde gjør til Skamme! 5 Du ser, hvordan vi gaa i Blinde, Og sanse ei vor Sjælesag, O lad lad dog Naadens Lys oprinde, Og gjør det i mit Hjerte Dag, At jeg grangivelig kan kjende Den Vei, jeg gaar og Veiens Ende! 6 Oplad og gjennembor mit Øre, Blandt dine Tjenere at staa, Som uophørlig gjerne gjøre, Hvad du i Ordet peger paa, Og aldrig andet foretage, End hvad min Herre kan behage. 7 Jeg halter, snubler, gaar i Mørke, Og støder an i lidt og stort, O, lad din Aand og store Styrke Mig give Kraft, og hjælpe fort, Ret frem og faste Trin at gjøre, Saa jeg mig vild ei lader føre! 8 O, hva kan læge og fordrive, Den Synde-Sygdom ond og leed? Det kan du, Jesu! Kom at blive Mig Visdom bliv mig Hellighed! Din Død og Lærdom kan alene Mod den fortviled' Jammer tjene. 9 Død er min Sjæl til alt det Gode, Slet intet veed og mindre kan, O lad din Kraft den Skade bode, Give styrket Vilje og Forstand, At jeg et saadant Træ maa være, Som dig utallig Frugt kan bære! 10 Jeg fattig er og fuld af Plage, O naaderige Jesu, kom, Og lad mit arme Hjerte smage Dit søde Evangelium, At jeg endogsaa her i Live Maa derved rig og salig blive! Languages: Norwegian

Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre

Author: L. A. Gotter; Brorson Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #118 (1897) Topics: Tredie Søndag i Advent Til Høimesse Lyrics: 1 Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre, O arme Synd'res Dag og Sol! Lad intet Forhæng mere hindre Min Indgang til vor Naadestol, Lad den dog ikke gaa i Blinde, Som vil saa gjerne Lyset finde! 2 Du ene var og er og bliver Den arme Verdens rige Trøst, Det Vidnesbyrd enhver dig giver, Som kjender dig, vor Hjertens Lyst; Saa stor er ingen Nød at finde, Som ikke for din Kraft maa svinde. 3 Du gjør det, at de Døve høre, De Blinde faa sit Syn igjen, Den Halte friske Trin kan gjøre, Spedalskhed viger for dig hen; De Døde har du Aand og Livet Og alle Arme Lædske givet. 4 Har du nu før saa veldig øvet Dit Herredømmes store Magt, Hvi gaar jeg da saa høit bedrøvet? O Jesu, tag min Sjæl i Agt! Viis, at du endnu er den samme, Som Satans Vælde gjør til Skamme! 5 Du ser, hvordan vi gaa i Blinde, Og sanse ei vor Sjælesag, O lad lad dog Naadens Lys oprinde, Og gjør det i mit Hjerte Dag, At jeg grangivelig kan kjende Den Vei, jeg gaar og Veiens Ende! 6 Oplad og gjennembor mit Øre, Blandt dine Tjenere at staa, Som uophørlig gjerne gjøre, Hvad du i Ordet peger paa, Og aldrig andet foretage, End hvad min Herre kan behage. 7 Jeg halter, snubler, gaar i Mørke, Og støder an i lidt og stort, O, lad din Aand og store Styrke Mig give Kraft, og hjælpe fort, Ret frem og faste Trin at gjøre, Saa jeg mig vild ei lader føre! 8 O, hva kan læge og fordrive, Den Synde-Sygdom ond og leed? Det kan du, Jesu! Kom at blive Mig Visdom bliv mig Hellighed! Din Død og Lærdom kan alene Mod den fortviled' Jammer tjene. 9 Død er min Sjæl til alt det Gode, Slet intet veed, og mindre kan, O lad din Kraft den Skade bode, Give styrket Vilje og Forstand, At jeg et saadant Træ maa være, Som dig utallig Frugt kan bære! 10 Jeg fattig er og fuld af Plage, O naaderige Jesu, kom, Og lad mit arme Hjerte smage Dit søde Evangelium, At jeg endogsaa her i Live Maa derved rig og salig blive! Languages: Norwegian Tune Title: [Bryd frem, mit Hjertes Trang at lindre]

Et trofast Hjerte, Herre min

Author: Hans Sthen Hymnal: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #119 (1919) Topics: Tredje Søndag i Advent Til Aftengudstjeneste Lyrics: 1 Et trofast Hjerte, Herre min, Skal dig tilrede være, Du mig forløste, jeg er din, Des bør dig Pris og Ære! Det ter sig selv, Du vil os vel, Paa Korset slages du ihjel, Vor Synd du vilde bære. 2 Den Kjærlighed, du har til mig, Har os tilsammen bundet, Nu kommer Djæv'len med sin Svig, Og han vil have vundet. Du er dog ei Den falske Vei, Jeg veed det vist, du sviger ei, Din Hjælp saa stor er fundet. 3 Elendig, Herre, gjør du mig, Om du vil fra mig skilles, Men jeg forlader mig paa dig, Mit Hjertes Angst da stilles. O Hjertens Tvang, Og stor Modgang! Mig Nat og Dag de gjøres lang, Saa al min Glæde spildes. 4 Du lover godt med Aand og Mund Og holder visselige, At være huld i allen Stund, Du vil mig aldrig svige; Du agter selv Med fuld godt Skjel, Om mig gaar ilde eller vel, Fra dig vil jeg ei vige. 5 Der ingen er i Verden til, Som kan min Sorg fordrive, Foruden Gud, naar han saa vil, Han kan mig Trøsten give. O Jesus sød, Hjælp mig af Nød! Du tog for mig den bitre Død, Thi lad mig salig blive! Languages: Norwegian

Et trofast Hjerte, Herre min

Hymnal: Kirkesalmebog #119 (1893) Topics: Tredie Søndag i Advent Til Aftensang Lyrics: 1 Et trofast Hjerte, Herre min, Skal dig tilrede være, Du mig forløste, jeg er din, Des bør dig Pris og Ære! Det ter sig selv, Du vil os vel, Paa Korset slages du ihjel, Vor Synd du vilde bære. 2 Den Kjærlighed, du har til mig, Har os tilsammen bundet, Nu kommer Djævlen med sin Svig, Og han vil have vundet. Du er dog ei Den falske Vei, Jeg veed det vist, du sviger ei, Din Hjælp saa stor er fundet. 3 Elendig, Herre, gjør du mig, Om du vil fra mig skilles, Men jeg forlader mig paa dig, Mit Hjertes Angst da stilles. O Hjertens Tvang, Og stor Modgang! Mig Nat og Dag de gjøres lang, Saa al min Glæde spildes. 4 Du lover godt med Aand og Mund Og holder visselige, At være huld i allen Stund, Du vil mig aldrig svige; Du agter selv Med fuld godt Skjel, Om mig gaar ilde eller vel, Fra dig vil jeg ei vige. 5 Der ingen er i Verden til, Som kan min Sorg fordrive, Foruden Gud, naar han saa vil, Han kan mig Trøsten give. O Jesu sød, Hjælp mig af Nød! Du tog for mig den bitre Død, Thi lad mig salig blive! Languages: Norwegian

Et trofast Hjerte, Herre min

Author: Hans C. Sthen Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #119 (1897) Topics: Tredie Søndag i Advent Til Aftensang Lyrics: 1 Et trofast Hjerte, Herre min, Skal dig tilrede være, Du mig forløste, jeg er din, Des bør dig Pris og Ære! Det ter sig selv, Du vil os vel, Paa Korset slages du ihjel, Vor Synd du vilde bære. 2 Den Kjærlighed, du har til mig, Har os tilsammen bundet, Nu kommer Djævlen med sin Svig, Og han vil have vundet. Du er dog ei Den falske Vei, Jeg veed det vist, du sviger ei, Din Hjælp saa stor er fundet. 3 Elendig, Herre, gjør du mig, Om du vil fra mig skilles, Men jeg forlader mig paa dig, Mit Hjertes Angst da stilles. O Hjertens Tvang, Og stor Modgang! Mig Nat og Dag de gjøres lang, Saa al min Glæde spildes. 4 Du lover godt med Aand og Mund Og holder visselige, At være huld i allen Stund, Du vil mig aldrig svige; Du agter selv Med fuld godt Skjel, Om mig gaar ilde eller vel, Fra dig vil jeg ei vige. 5 Der ingen er i Verden til, Som kan min Sorg fordrive, Foruden Gud, naar han saa vil, Han kan mig Trøsten give. O Jesu sød, Hjælp mig af Nød! Du tog for mig den bitre Død, Thi lad mig salig blive! Languages: Norwegian Tune Title: [Et trofast Hjerte, Herre min]

Den gamle Adams Sind

Author: Brorson Hymnal: Salmebog for Lutherske Kristne i Amerika #120 (1919) Topics: Tredje Søndag i Advent Til Aftengudstjeneste Lyrics: 1 Den gamle Adams Sind Med Verdens Frygt sig piner, Vil gjerne tækkes hver, Og holde gode Miner. Den Frygt ved Herrens Kraft Vi undertrykke maa, Det koste, hvad det vil, Kan vi kun Jesus faa. 2 At tro paa Jesus, og Ham gjerne at bekjende, Det er den sikre Vei, Som faar en salig Ende, Til Himlen skal man gaa Med Hjertens ydmygt Sind; Dog ingen tænke, han Kam stjæle sig derind. 3 Ak Gud, hvor mange har Ei Satan i sin Strikke, Som baade efter Gud Og Verden sig vil skikke! Det Jesus kalder dog En plat Umulighed, Ret som at stige op, Idet man stiger ned. 4 Hvad han mod os har gjort, Guds Søn af Himmerige, Det er en Sag, som snart Al Verden veed at sige; Dag vil den samme Mund Ei være ham bekjendt, Som siger, at hans Død Os Livet har fortjent. 5 Han skammede sig ei, Al Verdens Skam at bære, For Gud og Verden en Forbandet Ting at være, Vor Synd den skjulte han, Taalmodig tag vor Spe,– Og knapt, at man in Gang Om efter ham vil se! 6 Men hvad vil dette faa Omsider for en Ende? Paa Dommens Dag han dem Fro Sine ei vil kjende, Det staar med klare Ord, O give Gud, det stod Os alle prentet ind I inderst Hjerterod! 7 Da gik og søgte man Slet ingen anden Ære, End ved et helligt Liv Sin Frelsers Spot at bære, Da blev hans Aag os sødt, Hans Byrde kjær og let, Da blev man ikke paa Saa kort en Vei saa træt. 8 Men Verdens Frygt er fuld Af baade Skam og Plage, Den ene fod vil frem, Den anden vil tilbage; Man frygter for en Sky, At den vil falde ned, Og vover yderlig Sin Sjæl og Salighed. 9 Saa gaar det, naar et Saar, Ei ret af Grunden heles, Og om det end er ske't, Naar Hjertet siden deles, Da tumler Sjælen vild, Vil baade til og fra, Ei ret fra Verden ud Og op paa Golgata. 10 Den Vei, Guds Søn har lært, Den maa vi altid følge, Og det for ingen Mand I Ord og Gjerning dølge; Saa vaagner mangen op Af Sikkerhedens Nat, Naar Lyset bliver ret Paa Lysestagen sat. 11 Op, Zion! det er Tid, At Lunkenhed har Ende, Enhver med Hjertens Lyst Sin Jesus un bekjende, Og føle intet til Den Tidens korte Ve For Glæden, at vi skal Vor Jesus evig se! Languages: Norwegian

Den gamle Adams Sind

Hymnal: Kirkesalmebog #120 (1893) Topics: Tredie Søndag i Advent Til Aftensang Lyrics: 1 Den gamle Adams Sind Med Verdens Frygt sig piner, Vil gjerne tækkes hver, Og holde gode Miner. Den Frygt ved Herrens Kraft Vi undertrykke maa, Det koste, hvad det vil, Kan vi kun Jesum faa. 2 At tro paa Jesum og Ham gjerne at bekjende, Det er den sikre Vei, Som faar en salig Ende, Til Himlen skal man gaa Med Hjertens ydmygt Sind; Dog ingen tænke, han Kam stjæle sig derind. 3 Ak Gud, hvor mange har Ei Satan i sin Strikke, Som baade efter Gud Og Verden sig vil skikke! Det Jesus kalder dog En plat Umulighed, Ret som at stige op, Idet man stiger ned. 4 Hvad han mod os har gjort, Guds Søn af Himmerige, Det er en Sag, som snart Al Verden veed at sige; Dag vil den samme Mund Ei være ham bekjendt, Som siger, at hans Død Os Livet har fortjent. 5 Han skammede sig ei, Al Verdens Skam at bære, For Gud og Verden en Forbandet Ting at være, Vor Synd den skjulte han, Taalmodig tag vor Spe,– Og knapt, at man en Gang Om efter ham vil se! 6 Men hvad vil dette faa Omsider for en Ende? Paa Dommens Dag han dem Fro Sine ei vil kjende, Det staar med klare Ord, O give Gud, det stod Os alle prentet ind I inderst Hjerterod! 7 Da gik og søgte man Slet ingen anden Ære, End ved et helligt Liv Sin Frelsers Spot at bære, Da blev hans Aag os sødt, Hans Byrde kjær og let, Da blev man ikke paa Saa kort en Vei saa træt. 8 Men Verdens Frygt er fuld Af baade Skam og Plage, Den ene fod vil frem, Den anden vil tilbage; Man frygter for en Sky, At den vil falde ned, Og vover yderlig Sin Sjæl og Salighed. 9 Saa gaar det, naar et Saar, Ei ret af Grunden heles, Og om det end er skeet, Naar Hjertet siden deles, Da tumler Sjælen vild, Vil baade til og fra, Ei ret fra Verden ud Og op paa Golgata. 10 Den Vei, Guds Søn har lært, Den maa vi altid følge, Og det for ingen Mand I Ord og Gjerning dølge; Saa vaagner mangen op Af Sikkerhedens Nat, Naar Lyset bliver ret Paa Lysestagen sat. 11 Op, Zion! det er Tid, At Lunkenhed har Ende, Enhver med Hjertens Lyst Sin Jesus un bekjende, Og føle intet til Den Tidens korte Ve For Glæden, at vi skal Vor Jesum evig se! Languages: Norwegian

Den gamle Adams Sind

Author: Brorson Hymnal: M. B. Landstads Kirkesalmebog og "Nokre Salmar" ved Professor Dr. E. Blix, samt følgende tillæg #120 (1897) Topics: Tredie Søndag i Advent Til Aftensang Lyrics: 1 Den gamle Adams Sind Med Verdens Frygt sig piner, Vil gjerne tækkes hver, Og holde gode Miner. Den Frygt ved Herrens Kraft Vi undertrykke maa, Det koste, hvad det vil, Kan vi kun Jesum faa. 2 At tro paa Jesum og Ham gjerne at bekjende, Det er den sikre Vei, Som faar en salig Ende, Til Himlen skal man gaa Med Hjertens ydmygt Sind; Dog ingen tænke, han Kam stjæle sig derind. 3 Ak Gud, hvor mange har Ei Satan i sin Strikke, Som baade efter Gud Og Verden sig vil skikke! Det Jesus kalder dog En plat Umulighed, Ret som at stige op, Idet man stiger ned. 4 Hvad han mod os har gjort, Guds Søn af Himmerige, Det er en Sag, som snart Al Verden veed at sige; Dag vil den samme Mund Ei være ham bekjendt, Som siger, at hans Død Os Livet har fortjent. 5 Han skammede sig ei, Al Verdens Skam at bære, For Gud og Verden en Forbandet Ting at være, Vor Synd den skjulte han, Taalmodig tag vor Spe,– Og knapt, at man en Gang Om efter ham vil se! 6 Men hvad vil dette faa Omsider for en Ende? Paa Dommens Dag han dem Fro Sine ei vil kjende, Det staar med klare Ord, O give Gud, det stod Os alle prentet ind I inderst Hjerterod! 7 Da gik og søgte man Slet ingen anden Ære, End ved et helligt Liv Sin Frelsers Spot at bære, Da blev hans Aag os sødt, Hans Byrde kjær og let, Da blev man ikke paa Saa kort en Vei saa træt. 8 Men Verdens Frygt er fuld Af baade Skam og Plage, Den ene fod vil frem, Den anden vil tilbage; Man frygter for en Sky, At den vil falde ned, Og vover yderlig Sin Sjæl og Salighed. 9 Saa gaar det, naar et Saar, Ei ret af Grunden heles, Og om det end er skeet, Naar Hjertet siden deles, Da tumler Sjælen vild, Vil baade til og fra, Ei ret fra Verden ud Og op paa Golgata. 10 Den Vei, Guds Søn har lært, Den maa vi altid følge, Og det for ingen Mand I Ord og Gjerning dølge; Saa vaagner mangen op Af Sikkerhedens Nat, Naar Lyset bliver ret Paa Lysestagen sat. 11 Op, Zion! det er Tid, At Lunkenhed har Ende, Enhver med Hjertens Lyst Sin Jesus un bekjende, Og føle intet til Den Tidens korte Ve For Glæden, at vi skal Vor Jesum evig se! Languages: Norwegian